Den lokale Koreakrig blev ført på Nørrebro

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Et af Nørrebros mest sagnomspundne havneværtshuse var Montmartre, der lå på Nørrebro 98. Her er Montmartre fotograferet i begyndelsen af 1970’erne, og kort efter lukkede den (Stadsarkivet).

Montmartre var en af Nørrebros navnkundige havneknejper. Stedet åbnede omkring 1930 som et billigt spisested, Middagssalen Nørrebro, men omkring 1950 fik stedet nyt navn og en spiritusbevilling. Montmartre blev et rigtigt havneværtshus med ølsjatter, aske og snavs over hele gulvet. En forhenværende malersvend fortalte forleden, at det var et mareridt at male på Montmartre, for først skulle nikotinen skrabes af væggene.

En af værtshusets stamgæster blev kaldt ”Molotov”. Han blev beskrevet som en lille, tandløs mand af ubestemmelig alder, der uafbrudt listede fra bord til bord i sin slidte, sorte frakke og tog sig lydløst og lynhurtigt af de slatter, han fik tilbudt. Han havde et sort, tjavset overskæg, der fik ham til at ligne den sovjetrussiske udenrigsminister Molotov.

På Montmartre gik det somme tider meget lystigt for sig. Det var tilholdsstedet for nogle af de hårde negle, og et raskt håndgemæng var intet særsyn – nok snarere tværtimod. Så måtte politiets salatfad rykke ud og tage kamphanerne med på stationen til en nat i kachotten, hvor rusen blev sovet ud.

I folkemunde blev Montmartre omtalt som Korea eller 38. breddegrad, da de mange slagsmål mindede om krigen i Fjernøsten. Tilsvarende blev restaurantens dørvogter døbt MacArthur efter den amerikanske general af samme navn, og Nørrebrobussen blev til Jutlandia efter det danske hospitalsskib, som blev sendt til Korea.

Nørrebro fotograferet i 1961. Skibsprovianteringshandler Max Rehr holdt til på Nørrebro 100, mens Montmartre lå i naboejendommen (Stadsarkivet).

Værtshusgæsterne kunne godt være meget larmende. I 1950 havde Nørrebroforeningen og flere af Montmartres naboer fået nok og sendte flere klager over den evige støj og spektaklerne: ”Slagsmål, højrøstet skænderi og udsmidning af døddrukne mennesker fortsætter”, hed det i klagen. Og så var svineriet ved værtshuset heller ikke aftaget.

Politiet undersøgte klagerne, men fandt alt i den skønneste orden. Der blev dog med mellemrum posteret en betjent uden for Montmartre for at dæmpe gemytterne. Men den løsning var Nørrebroforeningen ikke tilfreds med og sendte fluks nye klager.

Sagen udviklede sig efterhånden til en offentlig skandale. En slagtermester beskyldte Montmartres gæster for at ødelægge hans forretning og slide hustruens nerver op. Politimesteren var derimod godt tilfreds med at have samlet byens uromagere på Nørrebro – så plagede de ikke centrum. Det svar sendte klagerne op i det røde felt. Naboerne beskyldte betjentene for at hygge sig med ”betjentbajere” fremfor at holde ro og orden.

Sagen blev indbragt for justitsministeren, der dog ikke foretog sig mere i sagen end det, som politimesteren allerede havde gjort. Efterhånden blev skærmydslerne omkring Montmartre dog så grovkornede, at politiet måtte rense ud og få stridighederne bilagt. Betjente blev sat til at patruljere i kvarteret oftere, og efterhånden kom der ro på gemytterne.

Montmartre blev siden et mere populært sted at gå hen, og der blev til en vis grad holdt på formerne. Efter klokken 18 måtte gæsterne ikke møde op i arbejdstøj og træsko, men i garderoben kunne folk låne eller leje slips og pæne sko. Skoene passede måske ikke helt, men var i hvert fald nypudsede.