Den snorlige vej til Skt. Knud

B0018989d

Nyborgvej med retning direkte mod domkirketårnet – foto 1973 (Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Mange har sikkert undret sig over, hvorfor landevejene fra Nyborg og Middelfart sigter direkte mod domkirkens tårn. Men det er ingen tilfældighed, tværtimod. Det er et udtryk for statslig planlægning sidst i 1700-tallet.

Dengang skyllede en lang række reformer hen over landet – reformer, der skulle gøre Danmark til et moderne land, og som også omfattede en stribe nye hovedlandeveje. Det hele mundede ud i en stor vejforordning fra 1793.

Da vejen mellem Nyborg, Odense og Middelfart var en af Danmarks helt centrale vejruter, var der aldrig tvivl om, at også den landevej skulle ordnes. De første tanker om at anlægge vejen over Fyn poppede op i 1778, men det var først i 1794, at der for alvor kom skub i sagerne. Det havde været på tale at lade landevejen gå til Assens, men det endte med, at valget faldt på Middelfart. Først i 1841 blev hovedlandevejen til Assens færdiggjort.

Den nye, 20 alen brede hovedvej stødte ikke på større hindringer i terrænet, men den mødte andre problemer. Landevejen blev anlagt af franske vejingeniører efter det franske princip med snorlige vejlinjer – noget, som var kommet til landet, da J.H.E. Bernstorff i 1760’erne var gesandt i Paris og havde set, hvordan man der byggede veje.

De lige veje faldt ikke i alles smag. Bogtrykker Christian Iversen rejste i sit tidsskrift en alvorlig kritik af linjeføringen, der blandt andet betød, at der uden for Odense var to sideløbende veje! Den nye vej kunne kort sagt undværes, da den ikke betød en væsentlig kortere afstand. Et andet kritikpunkt tog udgangspunkt i forholdene hos landmanden Jørgen Christensen i Korsebjerg mellem Odense og Vissenbjerg. Han havde købt sin gård til selveje allerede i 1746 og havde skabt et prisbelønnet mønsterbrug med frugtplantager, humleavl, stengærder og skovplantning. Men hans jorder lå så at sige i vejen for ingeniørernes planer, da den nye hovedvej skulle anlægges tværs igennem hans ejendom.

Man diskuterede også vejens rute gennem Odense. Skulle vejen føres til Møllebro Port (nuværende Frederiksgade og Frederiksbroen) eller over åen og ind over Albani Torv? I begyndelsen var det tanken, at vejen skulle føres over åen og passere forbi Albani Torv. Da sagen blev forelagt Odenses magistrat og stiftamtmand Buchwald, pegede de dog i stedet på Møllebro Port, da det andet alternativ blot ville betyde større udgifter og en masse besvær. Og sådan blev det. Nu skulle man ikke længere via Marslev-Åsum for at komme ind til Odense, men vejen gik stort set direkte fra Birkende og til Møllebro Port. Broen op til Albani Torv kom derfor først en menneskealder senere.

Arbejdet med landevejen gik i gang i 1795, men blev standset af Napoleonskrigene. Først i 1820’erne kom byggeriet langsomt i gang igen. Det var dog svært at få folk til at bruge den nye hovedvej, da der helt op til 1851 skulle betales bompenge for hver mil, man kørte.