Den svære fødsel i Albanigade

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Det kommunale Fødehjem på Albanigade 23 i oktober 1943. Kommunelæge F. Dreyer går stuegang med hjemmets leder, afdelingssygeplejerske Marie Hansen (Fyens Stiftstidendes pressefotos, Stadsarkivet).

Hvad er historien bag fødeklinikken i Albanigade 23, hvor jeg blev født, spørger en odenseaner. Han er en af de mange tusinde borgere, der blev født på den kommunale fødeklinik.

Bygningerne i Albanigade rummede fra 1862 Odense Amts og Bys Sygehus, men da sygehuset 50 år senere fik nye bygninger på Sdr. Boulevard, blev det gamle sygehus snart overtaget af Odenses forsørgelsesvæsen. Her blev der indrettet en forsørgelsesanstalt, som fik en del af de opgaver, der tidligere havde været varetaget på fattiggården i Vindegade. Andre opgaver blev henlagt til det nybyggede alderdomshjem på Sdr. Boulevard. I 1937 blev det gamle sygehus indrettet til kommunalt pleje- og sygehjem for ældre samt – på 1. sal – et kommunalt fødehjem. Aktiviteterne var dog allerede i gang inden ombygningen, for i 1936 var der omkring 70 fødsler på stedet. På den tid var hjemmefødsler med hjælp fra en jordemoder det helt normale.

Fødehjemmet var oprindeligt tiltænkt mindrebemidlede, der ikke kunne føde hjemme, men snart tiltrak det langt flere end før. Allerede i 1943 fortalte man om 5-600 fødsler på et år.

Da Fyens Stiftstidende samme år besøgte fødehjemmet, forklarede afdelingssygeplejerske Marie Hansen: ”De vil måske have bemærket, at der står fødehjem, ikke hospital, klinik, sygehus eller lignende”. Man ville gerne sende et signal om, at forholdene skulle være så ”hjemlige og hyggelige som muligt” for både barn og mor.

De nye verdensborgere vises frem i oktober 1943. Det kommunale Fødehjem på Albanigade 23 oplevede et boom af fødsler under besættelsen. To sygeplejersker står med børn på armen, og i døren står kommunelæge F. Dreyer og afdelingssygeplejerske Marie Hansen (Fyens Stiftstidendes pressefotos, Stadsarkivet).

Når den gravide var et par måneder før terminen, meldte hun sig til fødehjemmet og udfyldte en ”indmeldelsesseddel”(!), der indeholdt de fornødne oplysninger. Betalingen for opholdet – for det kostede penge – blev beregnet efter indtægt, men betalingen var generelt sat lavt, da meningen var, at fødehjemmet skulle give mindrebemidlede ”en god og omhyggelig pleje i barselstiden”. De gravide havde i øvrigt stadig normalt deres egne jordemødre, som også fulgte med til fødehjemmet, hvor de hjalp til, ganske som ved en hjemmefødsel.

Sygehuset på Sdr. Boulevard fik sin første gynækologiske afdeling i 1937, men i første omgang kun beregnet på fødsler, hvor lægerne forventede et vanskeligt forløb. Men der kom hurtigt derefter diskussioner om, hvorvidt det ”rigtige” sygehus skulle overtage fødeafdelingen i Albanigade, men det skete først i 1967. Kort før var fødehjemmet blevet godkendt under sygehusloven, så al indlæggelse blev gratis. I første omgang forblev fødeafdelingen i Albanigade, selv om den var temmelig nedslidt.

Presset på fødeafdelingen steg, primært fordi stadig flere foretrak at føde på sygehusets fødeafdeling fremfor derhjemme – hvilket også blev anbefalet af fødselslægerne. I det hele taget bankede nye tider på. I 1971 fik vordende fædre f.eks. lov at være med til fødslen. Det var en forsøgsordning, at manden fulgte med helt ind på fødeafdelingen og ikke skulle sige farvel ved porten. ”Jeg har hele tiden ment, at fædre sagtens kunne overvære en fødsel”, udtalte overlæge Karl Kristoffersen.

I 1982 indviede Odense Sygehus en ny fødeafdeling, og den gamle fødeafdeling i Albanigade – i folkemunde kaldet beduinlejren – var en saga blot.