Der løber en strøm af øl

b0101113c

Værtshusscenen fra 1728 er malet af Odensemaleren Christian Peter Getreuer. Selv om billedet formentlig er lavet efter et grafisk forbillede, så fortæller vel også noget om de relativt spartanske forhold, datidens kroer har budt på (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Der løber en strøm af mere eller mindre godt øl gennem Danmarks og Odenses historie. Allerede i middelalderen drak odenseanerne øl som et alternativ til det beskidte, bakteriefyldte og sygdomsfremkaldende vand. Når der blev brygget øl, blev vandet kogt, og derved blev meget af vandets skadelige indhold fjernet. Derfor drak man masser af øl, men som oftest var øllet det såkaldte ”hverdagsøl”, der havde en lav alkoholprocent og var en ernæringskilde på linje med f.eks. brød, grøntsager og kød. Hverdagsøllet blev drukket af praktisk talt alle odenseanere ved alle daglige måltider.

Ved særlige lejligheder drak man stærkere øl, mjød eller vin, og i løbet af middelalderen kom også brændevin til. Indtagelsen af alkoholiske drikke indgik som et naturligt element i det sociale samvær, og det var langtfra tilfældigt, at bøder ved lavenes sammenkomster gerne skulle betales med øl.

Man fik i løbet af middelalderen mulighed for at købe øl fra helt eller delvis professionelle bryggere. Bryggerne lavede bedre og stærkere øl, og det blev muligt at købe importeret øl fra nordtyske handelsbyer som Lübeck. Det havde en bedre kvalitet og var kraftigere end det danske.

Det var byens købmænd, der stod bag den kommercielle ølproduktion, og de fik eneret på at sælge øl til husholdninger og beværtninger. Det var dog også tilladt for alle andre at brygge mindre mængder til eget forbrug eller til gæster i egen ølbod.

Da arkæologer for nogle år siden gravede bag rådhuset, stødte de på resterne af et nedbrændt bryggeri fra sidst i 1300-tallet, og man må forestille sig, at der rundt om i Odense lå et hav af sådanne små ”mikrobryggerier”, der forsynede byens indbyggere med øl.

Først i 1800-tallet var ølbrygningen stadig knyttet til de store købmandsgårde, ja faktisk også forbundet med brændevinsbrænderier, da kedler og kar kunne bruges ved begge produktionsformer. Bryggerierne krævede ikke ret megen plads, men der skulle være lagerplads til malt og tønder, og det havde man normalt i købmandsgårdene. Men bryggeriernes placering blev ændret med overgangen til brygningen af bayersk øl.

Odense var i 1830’erne hjemsted for de første forsøg med bayersk ølbrygning i Danmark. Bryggeriet i Nørregade 45 manglede dog en tilstrækkelig kold lagerkælder til øllets eftergæring, og derfor blev bayerskøllet droppet igen. Den industrielle brygning af bayersk øl krævede mere kapital og andre og større bygninger. Grundlæggerne af de første store bryggerier var hyppigt købmænd, men efterhånden som kravene til bryggerkunsten steg, blev det almindeligt, at bryggeren var uddannet som farmaceut.

Albani Bryggeriet, der blev grundlagt i november 1859, fik således også cand.pharm. Theodor Schiøtz som bryggeribestyrer. Han havde en tid arbejdet på Carlsberg, og her sugede han masser af øllærdom til sig.

Fra midten af 1800-tallet vandt pilsnerøllet frem, og øl på flaske vandt sidst i århundredet frem på bekostning af øl, der blev solgt af øltappere, som havde fået øllet leveret i tønder fra bryggerierne. Øl var blevet noget helt andet.