Deres livs olympiske eventyr

b0051818d

Den olympiske fakkel kom i 1952 gennem Odense på sin vej til Finland. Den gamle mesterløber Aksel Jensen, der selv havde deltaget i OL 1920 og 1924, giver her faklen videre til svømmeren Jytte Hansen, som bragte faklen de sidste hundrede meter frem til Flakhaven, hvor ”ilden” overnattede (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Den olympiske flamme brænder over Rio de Janeiro. For mange idrætsfolk er de olympiske lege en oplevelse for livet. Gennem årene har Historiens Hus talt med flere af de odenseanske OL-deltagere, og man fornemmer hurtigt, hvor stor og afgørende betydning deltagelsen har haft.

OL-deltagernes historie er fortællingen om, hvordan dansk eliteidræt langsomt blev mere velorganiseret. Alene udlandsrejsen var for 50-60 år siden en kæmpe oplevelse, og en rejse til f.eks. OL i Melbourne var et eventyr – ikke mindst når man mellemlandede på Hawaii – sådan som cykelrytteren Palle Lykke og svømmeren Jytte Hansen gjorde.

Antallet af træningstimer var også anderledes end i dag. Kajakroeren Knud Ditlevsen, der var med ved OL i 1948, fortalte: “Træningsmængden var forbavsende lille. Jeg kan se, at jeg i olympiadeåret 1948 roede godt 850 km på et år”. Det var langt mindre, end hvad han roede, da vi interviewede ham i 2002. Da var han 77 år! Og styrketræning fandtes slet ikke. Det var der simpelt hen ikke kræfter til, da Knud knoklede som havnearbejder. ”Vi bar alting, så kræfter havde jeg nok af”.

Knud og de andre idrætsfolk havde fuldtidsjob. Det gjorde forberedelserne besværlige og kostbare og var lige ved at koste fodboldspilleren Jørgen Leschly Sørensen deltagelsen i 1948: ”Jeg havde stadigvæk fuldtidsarbejde. Dengang var det sådan, at vi, der kom fra provinsen, fik ikke tabt arbejdsfortjeneste. Jeg sendte blandt andet afbud til en landskamp i protest … det var lige ved at koste min deltagelse ved OL”.

Nogle var dog heldigere stillet. Cykelrytteren Peder Pedersen deltog i OL i 1964, 1968 og 1972 og nød godt af statens regler, som gav mulighed for træningsfri med løn, når man var udtaget til VM og OL. Da han i 1968 skulle til OL i Mexico, fik han fri i syv uger, så han kunne forberede sig på at cykle i iltfattige højder.

Mange OL-deltagere husker ikke mindst åbningsceremonien. Svømmeren Jytte Hansen fortalte: ”I London sad jeg på tilskuerpladserne, fordi jeg skulle svømme næste dag, og i Helsingfors ankom svømmerne først dagen efter åbningsceremonien. Men i Melbourne var jeg med, og det var en ubeskrivelig oplevelse. Da vi kom ind på stadion, gik der et sug og en stor glæde igennem én, samtidig med at jeg fik tårer i øjnene. At opleve dette sus fra et overfyldt stadion var helt fantastisk”.

Peder Pedersen var Danmarks fanebærer ved OL i 1972: ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne få tildelt jobbet som fanebærer. Hvis jeg hjemmefra var blevet tilbudt det, så havde jeg måske sagt nej … jeg havde gode chancer for at hente en medalje, og så kunne det skade min præstation, hvis jeg skulle gå med flaget og deltage i den lange ceremoni. Men da jeg først fik tilbuddet, kunne jeg umuligt afslå det. Det er jo ganske få, der får lov til at prøve det”.