Det besynderlige folketingsvalg i marts 1943

b0020744c

På valgdagen den 23. marts 1943 viste vejret sig fra sin smukkeste side, og odenseanerne svigtede ikke ”parolen om at hejse flaget. Hele byen var som et bølgende hav af rød-hvide farver, og under dette – det smukkeste symbol for de danskes følelser, går vi til valg”, skrev Fyens Stiftstidende. Her er det den valgudsmukkede Vestergade og I.G.-Huset (nuværende Magasin), der pyntet med dannebrogsflag (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Den 10. april 1940 blev der dannet en samlingsregering med deltagelse af ministre fra alle de større partier i Rigsdagen, og regeringen kom – efter nogle bump på vejen – til at stå for samarbejdspolitikken frem til august 1943.

Som et led i samarbejdspolitikken blev statsminister Erik Scavenius i 1943 enig med den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, om at holde folketingsvalg, og det blev udskrevet 8. marts. I 1941 var kommunevalget derimod blevet aflyst.

Folketingets fireårige valgperiode udløb i april, og ingen vidste, hvordan tyskerne ville forholde sig til et parlament, der bare forlængede sig selv. For statsministeren var valget en kærkommen mulighed for at få blåstemplet samarbejdspolitikken. Han var generelt upopulær, men tyskerne accepterede kun ham, og Best så en fordel i folkelig opbakning til samarbejdet med tyskerne. Valget blev derfor ikke et valg for eller imod Scavenius, men for eller imod folkestyret. Det ønskede de fire gamle partier og Retsforbundet i hvert fald.

1943-valget blev formentlig det mest ejendommelige valg i dansk demokratis historie. Der blev ingen fri valgkamp. Besættelsesmagten måtte ikke kritiseres, og der var delvist mødeforbud. Kun folk med særlige adgangskort blev lukket ind til valgmøderne. Der var ingen valgplakater og ingen demonstrationer, da al offentlig partipolitisk agitation var forbudt. Pressen havde mundkurv på og måtte kun skrive det mest nødvendige, men støttede selvfølgelig deres egne partier og kandidater.

På stemmesedlen manglede ikke bare kommunisterne, der i strid med grundloven var blevet forbudt i 1941, men også den konservative John Christmas Møller, der havde været valgt i Odense. Han havde ledet de konservative før krigen og blev handelsminister i samlingsregeringen. Men hans kritik af samarbejdspolitikken irriterede tyskerne, som derfor krævede hans afgang. I oktober 1940 gik han af som minister. I januar 1941 måtte han forlade Folketinget, og året efter flygtede han til London.

Blandt de opstillede partier var nazisterne. Hvis de skulle holdes uden for indflydelse, gjaldt det om at få folk ud og stemme. Samarbejdspartierne gik derfor ud med et fælles valgmanifest, der gik uden om sædvanlige partipolitiske modsætninger. Selv tidens økonomiske udfordringer blev forbigået.

Missionen lykkedes. Der var tilsyneladende opbakning til samarbejdspolitikken. Nazisterne fik ganske vist fremgang – i Odense gik partiet fra 545 stemmer i 1939 til 915 i 1943. Men fremgangen skyldtes delvis den øgede valgdeltagelse. Opgjort i procent var fremgangen kun fra 1,4 til 1,9. Størst var fremgangen for de konservative, som i Odense gik fra 29,0 til 35,4 procent af stemmerne. Nazisterne havde længe håbet, at tyskerne ville hjælpe dem til magten. Efter valgnederlaget var partiets rolle endegyldigt udspillet, og Fritz Clausen tog til østfronten som militærlæge.