Det forsvundne hus ved åen

B0020910c

Tietgens Allé med Tietgenbroen fotograferet i 1963. Billedet er taget øst for broen og den hvide villa, der skimtes bag broen, er Sdr. Boulevard 230. Huset blev vistnok opført 1885 og blev revet ned i 1967 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Nogle har sikkert undret sig over, hvorfor husnumrene på Søndre Boulevard springer fra nr. 228 til 232. Forklaringen er enkel. Indtil 1967 lå der en stor villa nede ved åen.

Villaen var i 1940’erne opdelt i tre lejligheder. Familien Falkenberg boede i husets stueetage, men på grund af den høje kælderlejlighed virkede den mere om en førstesal. På øverste etage var der endnu en lejlighed. Lars Falkenberg fortæller, at huset blev opvarmet med kakkelovne, og der var ikke varmt vand, så lørdagsbadet blev foretaget i en zinkbalje i køkkenet. Der var kolde vintre på den tid, og Lars Falkenbergs far var ofte rundt i huset med en slags bunsenbrænder for at tø vandrør op.

På gamle kort ses, at der før i tiden var en lille vej, der gik fra Søndre Boulevard og ned til villaen og videre langs åen, før den igen løb ud i Søndre Boulevard. Da Tietgens Allé – oprindelig Pærevej – blev forlænget og Tietgenbroen anlagt omkring 1920, kom den lille vej til at munde ud i Tietgens Allé. Den opmærksomme kan stadig se spor af grusvejen, men på grund af ringvejen er der ikke så meget tilbage. Ved vejen lå Kjærs Garager, og Lars Falkenberg husker, hvordan børnene fik strenge ordrer om ikke at spille bold op ad garagerne.

Da Tietgenbroen blev bygget, kom huset til at ligge lidt gemt, og derfor bad ejeren, vognmand Peder Christian Rasmussen, om at få et lille stykke jord, der lå hen imod Tietgenbroen. Det skulle tjene som en slags erstatning for de ulemper, som han havde lidt, da broen blev anlagt. Det havde taget hårdt på facaden ud mod åen. Aftalen blev, at vognmanden fik jorden, mod at han omdannede den til ”pyntehave”, og så blev et gammelt kastanjetræ fredet. Der gik dog kun nogle årtier, før det gamle kastanjetræ var blevet for stort og stjal al sollyset i haven. Derfor blev der søgt om tilladelse til at fælde det. I 1943 blev træet derfor lagt ned.

Villaen ved åen stod de næste årtier og forfaldt, og i midten af 1960’erne købte kommunen huset. På de kommunale kontorer blev der puslet med store planer for hele ådalen. Husets tilstand var nu så ringe, at lejerne klagede til kommunen. De kommunale embedsfolk besigtigede huset og konstaterede hurtigt, at tegltaget var utæt, og fugten drev ned ad ydervæggene. Huset var med andre ord aldeles uegnet til beboelse, medmindre der blev brugt en hulens masse penge på en gennemgribende reparation. Da kommunen så et stort udviklingspotentiale i området, hvor huset lå, og blandt andet puslede med planer om at opføre lægeboliger i ådalen, var beslutningen let. Huset skulle rives ned, og det skete i 1967.