Det var mit blad, der var ødelagt

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Da Fyens Stiftstidende i maj 1944 blev udsat for schalburgtage, blev avisen hjulpet af kollegerne på Fyns Tidende – men som det ses på billedet, rettedes et af tyskernes angreb i februar 1945 netop mod Fyns Tidendes bygning på Fisketorvet, der blev fuldkommen ødelagt. Også Fyns Venstreblads redaktion på hjørnet af Mageløs og Vestergade blev ramt af schalburgtagen (E. Christoffersen fot., Stadsarkivet).

Vi har før skrevet om schalburgtageaktionen, der i maj 1944 lagde Stiftstidendes bygning ved Gråbrødre Plads i ruiner.

Pressen havde helt fra april 1940 været underkastet censur, som blev styret gennem Udenrigsministeriets Pressebureau, så de enkelte aviser ikke havde direkte kontakt med tyskerne, der dog fulgte avisskriverierne nidkært.

Fyens Stiftstidende var den første avis, der fik en bøde af pressenævnet for at have forbrudt sig mod de nye retningslinjer. I maj 1940 bragte avisen nemlig en anmeldelse af en amerikansk bog, som påstod, at Hitler havde en jødisk kæreste. Tyskerne var særlig fornærmede over, at det i anmeldelsen hed, at bogen ”er så hyggelig, at man læser den med glæde”. Det kostede en bod på 1.000 kr.

Frem til samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 støttede avisen ligesom de andre blade samlingsregeringens linje – det styrkede til gengæld behovet for de illegale blade.

Journalist Egil Borre (1900-1993) var tilknyttet bladhuset i ikke mindre end 51 år fra 1926 og var den fødte reporter, der kunne lugte en god historie på miles afstand, og som også selv altid selv havde en historie i ærmet. Han er her fotograferet på sit kontor i bladhuset omkring 1946 (Stadsarkivet).

Mange redaktører, journalister og bladhuse blev mål for tyskerne og deres håndlangere efter 29. august 1943. Journalist Egil Borre oplevede selv ødelæggelsen af avisen på kort afstand. Han havde hørt sprængninger tidligt på natten og fik ved en opringning til politiet oplyst, at det var gået ud over forretninger i Kongensgade. Han ville midt om natten ind for at se ødelæggelserne og ville også hente sin lommelygte på avisen, men blev opholdt af nogle bekendte, som ringede for at høre nyt. Da han var færdig med at tale i telefon, kom han på cyklen og rundede netop Vægtergårdens hjørne, da han følte et voldsomt ryk i cyklen og snappede efter vejret: ”En række brændende ildglimt bag rådhuset og så et øredøvende bulder og drøn. Det føltes, som om jorden gyngede, og et øjeblik efter måtte jeg søge ly under Vægtergårdens halvtag for den regn af træstumper, småsten, glassplinter og andre ting, der kom susende ned fra himlen. Jeg ved ikke hvorfor – jeg kunne næsten føle, at det var mit blad, der var ødelagt”. Ganske rigtigt.

Næste morgen prøvede journalisterne først at redde, hvad reddes kunne, fra deres stærkt medtagne kontorer. Derpå samledes folkene til møde på Grand Hotel, hvor man hurtigt enedes om, at man ville søge at få dagens avis trykt, selv om det ikke kunne foregå i avisens nu ødelagte trykkeribygning. Men de andre Odenseaviser gav straks tilbud om husly, og i løbet af en times tid sad avisens journalister bænket hos Fyns Tidende og kom i gang med arbejdet. Så trods ødelæggelserne udkom Fyens Stiftstidende også den 26. maj, trykt i Fyns Tidendes trykkeri. Snart fik man nye redaktionslokaler i Vestergade 6. De blev imidlertid også ødelagt ved schalburgtage i februar 1945, men denne gang var sætteri og trykkeri uskadt. Værdifulde papirer havde journalisterne hver aften taget med hjem, og skrivemaskinerne havde man placeret i en bombesikker kælder. Redaktionen flyttede så tilbage i en mindre medtaget del af den gamle bladbygning, og herfra fortsatte dens arbejde frem til befrielsen.