Domkirkens skæbnesvangre tårn

b0023568c

Torvedag på Albani Torv omkring 1910. I baggrunden ses Odense Domkirke med det karakteristiske tårn, som det kom til at se ud efter en mindre restaurering i 1865-1872 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Domkirkens tårn er ved at blive pakket ind i stilladser, så murværket kan blive renoveret. Tårnet er i dag kirkens pejlemærke og kan ses viden om – store landeveje er endda rettet direkte mod tårnet.

De ældste dele af domkirken stammer fra 1200-tallet, men den middelalderlige kirke havde slet ikke noget tårn. Det kom først efter reformationen. Der havde længe været ønske om et tårn, og på domkirkens nordside – ud mod Flakhaven – ses rester af et kirketårn, som aldrig blev færdigbygget. Under arbejdet på kirketårnet faldt en planke ned og dræbte en kvinde. Det var tæt ved at få katastrofale følger for munken, der havde ansvaret for tårnarbejdet. Han måtte skrive til selveste paven for ikke at blive ekskluderet af munkesamfundet.

Tårnet, som den uheldige byggeleder førte tilsyn med i 1472, blev droppet, men i murværket ses endnu tydelige spor af byggeriet – både udvendigt på muren og i sideskibets loftsrum.

Domkirken var i senmiddelalderen temmelig forsømt, og det manglende tårn blev nærmest et symbol på kirkens kvaler. I 1558 fik Christiern Poulsen, der var Skt. Knuds Klosters sidste prior, besked på at få opført et tårn. Domkirken havde i flere år brugt klokken fra den gamle Skt. Albani Kirke, der lå tæt ved. Selve kirken var beordret nedrevet 1542, men tårnet havde fået lov at blive stående, så det stadig kunne bruges af domkirken. Men nu skulle det vakkelvorne tårn fjernes og materialerne bruges til et tårn på domkirken. Kongen var åbenbart ved at være træt af, at stiftets hovedkirke manglede et tårn.

Nogle årtier efter fik domkirken sit nye tårn mod vest. Hvornår tårnbyggeriet præcis gik i gang, er lidt usikkert. Noget tyder på, at det først skete i 1580’erne, da kirken blev istandsat. Tårnet blev delvis bygget af genbrugssten, og det blev udstyret med spir og fire små hjørnetårne med vimpler, og det var i hvert fald færdigt i 1586.

Tårnet hævede sig højt over byen og var en god udsigtspost, hvor vægterne kunne holde øje med brand og advare ved at ringe med stormklokken. De skulle hvert kvarter råbe fra tårnet for at vise, at de ikke var faldet i søvn!

Domkirken havde fået sit tårn, men det kneb gevaldigt med vedligeholdelsen, og i 1694 blev en skoleelev dræbt af nedfaldende materialer fra spiret, men det fremskyndede istandsættelsen. Spiret beholdt dog grundlæggende sig gamle form. Sidst i 1700-tallet var spiret igen i fare for at dratte ned og ikke bare ødelægge kirken, men også de nærmeste nabohuse. Det kneb igen med at skaffe midler, indtil den velhavende købmand Peter Eilschou på ny kom kirken til undsætning. I 1785 var det nye spir færdigt. Det var dog i en mere beskeden udgave end det gamle, og de små hjørnetårne var endegyldigt væk. Arkitekt J.D. Herholdt, som stod for den store restaurering i årene 1865-72, ønskede også at ændre på tårnet og få hjørnetårnene igen, men planerne er aldrig realiseret.