En ny skole i udkanten af Odense

Efter mange forsinkelser kunne skolen endelig tages i brug den 18. september 1970. På billedet er lærere og elever forsamlet i centralrum A med de yngste stående forrest og med mødrene langs væggen til venstre. I forgrunden ses skoleinspektør Svend Aage Andersen (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Rosengårdskolens historie er også fortællingen om et nyt ”regionalt centerområde” – en slags City 2 – i Odenses sydøstlige udkant. Hvor der i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne endnu kun var marker og blot et landbrug hist og her, skulle en ny bydel vokse frem. To af de største gårde i området var Rosengård og Stærmosegård, og deres arealer blev som nogle af de første anvendt til den helt nye bydel.

Udviklingen gik hurtigt, men ikke planløst. Længe før kommunesammenlægningen i 1970 var Odense Kommune, amtet og sognekommunerne rundt om Odense blevet enige om at nedsætte et regionplanudvalg. I 1967 anbefale udvalget blandt andet at prioritere en udvikling mod sydøst – bestemt ikke uden sammenhæng med, at kommunerne nordvest og sydvest for Odense var de mest forhippede på at undgå en sammenlægning. Planen indebar, at meget fremover kunne henlægges til et område, hvor ”Rosengård handelscenter” allerede var på tegnebrættet.

Midt i denne udbygning af var det naturligt også at planlægge en ny folkeskole. De tilgrænsende skoler, Kragsbjergskolen, Ejbyskolen og Munkebjergskolen, havde ikke plads til flere elever. Den 23. september 1968 besluttede Odense Byråd derfor at bygge en ny skole, der efter lidt diskussion kom til at hedde Rosengårdskolen.

Skolens udseende og indretning blev bestemt i et nært samarbejde mellem kommunen, arkitekten og lærere. Det var nyt, og måske indvarslede det tidens ”mest avancerede skole”, som Fyens Stiftstidende skrev i august 1969, da byggeriet var gået i gang. I tråd med tidens trend blev skolen bygget efter tanker, udviklet af Centralkontoret for praktiserende arkitekter på Fyn. De var blandt andet inspireret af den amerikanske pædagog J. Lloyd Trump, der var fortaler for den fleksible skole, der løbende kunne tilpasses skiftende behov. Skillevægge og inventar skulle nemt kunne flyttes.

En lang ”gågade” bandt skolen sammen. Herfra var der adgang til en række afdelinger, eller med arkitekt Per Kyeds ord, ”små skoler”. I midten af hver afdeling var der et stort centralrum med adgang til de enkelte klasseværelser eller ”klasselejligheder”, som de blev kaldt, da der både var et fællesrum, toiletter, garderobe og gruppearbejdslokaler. Fra klasseværelserne var der direkte adgang til de åbne arealer rundt om skolen.

Størstedelen af Rosengårdskolen skulle stå færdig i august 1970, men en lang vinter forsinkede byggeriet, og eleverne måtte vente. De fleste kom fra Kragsbjergskolen, der reelt ikke længere havde plads til de mange elever, så man skiftedes til at benytte lokalerne.

Sådan kørte det til den 18. september 1970, da de 500 elever på den nye skole for første gang kunne samles. Her blev de budt velkommen i centralrum A af skoleinspektøren, Svend Aage Andersen, men skolen var ikke helt færdig. Først den 15. maj 1973, næsten tre år efter at skolen var taget i brug, blev den officielt indviet. Men når skolen fejrer fødselsdag, sker det den 18. september, den dag, da lærere og elever rykkede ind.