En skandale rammer byrådet

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Torvehandel foran Odense Rådhus i 1890’erne. På billedet ses rådhuset, som det tog sig ud umiddelbart efter genopførelsen af Rådhustårnet i 1882. Da tårnet senere fjernet igen i 1942, fandt man årsagen til, at det første tårn ikke ville stå. Dybt under tårnet lå en flydesandåre, som gjorde grundens bæreevne svag. Men det vidste man ikke i 1882 (Stadsarkivet).

I december 1881 blev Odense Byråd ramt af en vaskeægte skandale. Mørtlen på det spritnye rådhustårn var endnu ikke tør, ja, tårnet var slet ikke færdigt, før hele molevitten blev pillet ned igen.

Da den kongelig udnævnte borgmester, G. Koch, i sommeren 1877 indtog sin plads som byens førstemand, kom han hurtigt med store planer for byens udvikling. Blandt ønskerne var opførelsen af et nyt rådhus. Der blev udskrevet en arkitekturkonkurrence, som blev vundet af professor J.D. Herholdt fra København i samarbejde med dennes elev, Odensearkitekten Carl Lendorf. Det var ganske vist det dyreste af alle forslagene, men byrådsflertallet fandt, at deres plan gav den smukkeste og mest praktiske løsning.

Det nye rådhus begyndte snart at tage form. Arbejdet blev fulgt af byens borgere med stor interesse. Men interessen blev til bekymring, og rådhustårnet blev genstand for opmærksomhed langt uden for Odenses grænser. I efteråret 1881 løb rygtet, at det stolte tårn slog revner. Arkitekterne slog det i første omgang hen med, at det var ubetydelige skader, som sagtens kunne udbedres. Men efter en storm blev revnerne mere og mere faretruende, og da en kreds af fagfolk mente, at det var bedst, at tårnet blev revnet ned, måtte man krybe til korset.

Revnerne forklarede man med den omstændighed, at byggeriet var blevet forceret, og at efterårsvejret havde drillet med masser af regn og blæst. Pludselig stod det klart, at hvis det revnede tårn ikke blev revet ned, var der overhængende fare for, at det faldt sammen af sig selv.
Det gav anledning til en voldsom diskussion om, hvorvidt rådhusets tårn skulle genopføres, og om et rådhus overhovedet skulle have et tårn. Forinden havde arkitekt Lendorf påtaget sig en væsentlig del af skylden, mens Herholdt holdt lav profil. Borgmester Koch mente dog ikke, at fejlen kun påhvilede en enkelt mand. Byrådets byggeudvalg bar også sin del af skylden, da det havde forceret byggearbejdet, og hele byrådet havde godkendt planen trods tårnets noget spinkle dimensioner. En udlægning, som ikke alle var enige i.

Debatten bølgede frem og tilbage. De fleste holdt på, at det ville være en skandale, hvis tårnet ikke blev genopført, mens en enkelt mente, at der ikke var brug for et tårn så tæt på domkirken.

Rådhustårnet blev genopført. Arkitekt Lendorf betalte omkostningerne ved nedrivningen, mens byen betalte for genopførelsen. Den 25. november 1882 blev kransen hejst på det nye tårn, og et halvt år senere – den 4. maj 1883 – holdt byrådet sit første møde i den nye byrådssal. Borgmester Koch betegnede det nye rådhus som et ”i alle måder værdigt vidnesbyrd for eftertiden om den ånd, der rådede i kommunen, da dette værk blev fuldført”, og fortsatte: ”Der kan vel være dem, der finder, at det ny rådhus er for stort for vor kommune; om de har ret, lad os da håbe, at den snart må vokse ud i det nye klædebon”.