Et centrum for trafikken i 25 år

Banegårdscentret åbnede i september 1995, men forud var gået et længere forløb med mange forhindringer. Det kneb nemlig med at skaffe pengene, og først da ATP meldte sig som storinvestor, gik kabalen op. Her ses Odense Banegård Center – stavemåde blev også diskuteret – kort efter åbningen (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

For et par uger siden var det 25 år, siden Odense fik et nyt banegårdscenter som en slags erstatning for den banegård, der havde gjort tjeneste siden 1. verdenskrig.

Dengang havde det været hensigtsmæssigt at flytte banegården, fordi sporene skulle forlægges, men i slutningen af 1980’erne var der en ganske anden baggrund. Byggeriet af Storebæltsbroen og den tilhørende jernbanetunnel var undervejs, og den kollektive trafik så ud til at kunne få et boost ved drastisk mindskede rejsetider mellem Odense og København. Planerne blev offentliggjort af DSB i 1988, og i den forbindelse ønskede DSB et mere moderne rejsecenter i Odense. Man talte om, at rejsetiden ville gå fra tre timer til fem kvarter. Det ville gøre daglig pendling mellem Odense og København til et reelt alternativ.

Selv om indvielsen af jernbanetunnelen måtte udskydes med flere år, var planen om et banegårdscenter noget, som vakte stærk genklang hos mange af Odenses politikere. Andre begræd, at den fine, gamle banegård nu ikke længere skulle være centrum for manges ankomst til Odense, hvor udgangen med udsigt til Kongens Have og slottet ellers havde været i særklasse.

Byrådet var klar med de nødvendige ændringer til kommuneplanen og et forslag til lokalplan for banegårdsområdet i februar 1989. Der blev her lagt vægt på, at man ville rette op på ”en forsømt og usammenhængende del af byen” og sammen med DSB skabe et velfungerende trafikalt knudepunkt. Det ville, hed det, kunne styrke Odenses profil som et førende erhvervscenter i konkurrence med andre byer. Lidt spidst kunne man måske tilføje, at det kunne der også være brug for. Efter åbningen af den fynske motorvej syd om Odense i 1985 og udsigten til en Storebæltsbro gik mange bekymringer ellers på, om trafikken og udviklingen i det hele taget ville gå uden om Odense.

For at tiltrække investorer gik byrådet ind på at hæve bebyggelsesprocenten væsentligt nord for banelinjen, ligesom DSB fik mulighed for at bygge den såkaldte pendlerstation ud over sporene. I efteråret 1990 var der endnu ikke fundet en endelig løsning, men nu gik byrådet endnu længere for at hjælpe sagen på vej. Man tillod, at DSB helt kunne forlade den gamle banegårdsbygning. Man accepterede en plan om at bygge et højhus på op til 64 meter nord for banelinjen som en slags vartegn for centret, og man tillod anlæggelse af et større antal parkeringspladser end oprindelig tænkt. Ud mod Østre Stationsvej var der dog stadig snævre grænser for bygningshøjden.

Da det kom til stykket, blev der ingen bukser ud af skindet med et højhus. Til gengæld lagde Odense Kommune ekstra kræfter i at få centret bygget ved beslutningen i 1992 om at flytte centralbiblioteket fra Ørbækvej til banegårdscentret, og da ATP endelig i efteråret 1993 besluttede at investere massivt i centret, kunne man omsider gå i gang med byggeriet.

Resten er – som man siger – historie, og centret åbnede den 15. september 1995.