Et Eldorado for alle hjulmænd

Cykelfolk (og bilfolk) forsamlet foran restaurant Esplanaden ved indgangen til Fruens Bøge i 1915 (Odense Bys Museer).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Odense er en cykelby, og nu skal byen have flere supercykelstier. Der er derfor god grund til at se nærmere på cyklingens barndom.

I løbet af 1860’erne kom de første velocipeder til Danmark. Det franske navn for den høje og klodsede cykel blev snart fordansket til ”væltepeteren”, og i Odense fik farvehandler Th.M. Thomsen i Kongensgade en væltepeter til at komme rundt til kunderne på. Den høje cykel var lavet i træ af en odenseansk håndværker og påmonteret tunge, hjemmesmedede jerndele. Alligevel formåede Thomsen at besøge kunder i Aarhus.

Udviklingen af nye cykeltyper gik slag i slag. Den tunge væltepeter blev fortrængt af nye, lettere typer, de såkaldte Safety-cykler, der havde to næsten lige store hjul og kædetræk til baghjulet. De vandt frem i 1880’erne, og samtidig dukkede stadig flere cykler op i Odenses gadebillede. Men de var næsten ufatteligt dyre og kunne koste helt op til halvdelen af en arbejdsmands årsløn. Cykling var i begyndelsen derfor mest en adspredelse for unge, velstående mænd.

I takt med cyklens forbedringer så en række cykelklubber dagens lys. I 1883 tog farvehandler Thomsen initiativ til at danne Odense Bicycle Club (OBC), der var den første cykelklub på Fyn, og han blev selv formand for klubben. Grosserer Carl Bierfreund, der var søn af en af byens matadorer, bankdirektør Lorenz Bierfreund, blev næstformand, men derudover var der i begyndelsen kun tre andre medlemmer i klubben.

Cykelklubbens medlemmer efterhånden unge mænd fra byens fremadstormende handels- og industriborgerskab. Det var grosserere, kontorister, fabrikanter, handlende o.lign., der sluttede op om klubben.

I 1888 fik Odense endnu en cykelklub, nemlig Dansk Cykle Unions fynske afdeling, som senere skiftede navn til Fyns Cykle Union (FCU).

Cykelklubberne var i begyndelsen rene selskabelige foreninger, hvor udflugter stod øverst på dagsordenen. Det gjaldt om at komme væk fra byen og ud i det grønne. Om vinteren øvede medlemmerne sig i cyklingens svære kunst indendørs. Der blev arrangeret ture til andre klubber – eller man mødtes på halvvejen. Der var klubture søndag og tirsdag, hvor medlemmerne i samlet flok cyklede til f.eks. Fyns Hoved eller til kystbyerne.

”Turistelementet” havde altså en fremtrædende plads i klubbernes hverdag. Det handlede mere om at ”få noget at se end jage af sted uden at se til højre og venstre”, skrev lærer A. Clausen, der var medlem af Fyns Cykle Union, senere.

I 1890 blev Odenses to cykelklubber lagt sammen, men det selskabelige stod endnu øverst på klubbens dagsorden. Næsten hver søndag blev medlemmerne samlet til gemytlige fællesudflugter, ligesom der blev arrangeret ferieudflugter i det danske landskab, hvor ”der blev spillet cykelmelodier, sunget cykelsange og holdt cykeltaler, efterfulgt af kraftige cykelhurraer”, som det hed i et referat fra en fællestur til Århus i 1890. På turene var der selvfølgelig indlagt passende stop ved kroer og marketenderier. Cykelklubberne deltog også gerne i de cykelfester, der i disse år blev afholdt i stigende tal rundt om i landet.