Et friskt og sundt fruentimmer

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Mor og spædbarn fotograferet i 1908. Fotograf G.P. Jacobsens hustru Karen Augusta Christiane ammer sønnen Knud. I 1800-tallet blev kvinden gerne kædet sammen med moderrollen, og eksperter anbefalede, at kvinden selv ammede sit barn. Tidligere var det udbredt at velstillede familier ansatte en amme (G.P. Jacobsen fot., Stadsarkivet).

”Ammeplads. For en net amme, med rigelig og sund die, er en god plads ledig straks. Adressekontoret anviser”. Sådan lød en annonce i Fyens Stiftstidende den 27. februar 1869. Hos byens overklasse var det ikke ualmindeligt, at der blev ansat en amme til familiens nyfødte. Ammen havde gerne selv et barn, som hun så gav afkald på at amme. Det var et ubehageligt dilemma for mange kvinder.

Brugen af ammer, der gav brystmælk til velhavende familiers spædbørn, er kendt fra flere kulturer helt tilbage til oldtiden, hvor ammer gerne blev fundet blandt slaver.

I 1700-tallet blev brugen af ammer populær over det meste af Europa, men sidst i 1800-tallet røg ammerne langsomt ud i kulden igen – blandt andet fordi forskellige former for modermælkserstatning kom på markedet. Men i Odenses folketælling 1890 er der stadig en ugift tjenestepige, der er opført som amme.

Siden blev det naturligt – ja lægestanden anbefalede det ligefrem – at kvinder selv gav deres børn en tår brystmælk i stedet for f.eks. vandgrød og tygget flæsk.

Flere af Odenses ammer kom fra landet, og det var ikke tilfældigt. Kvinder derfra blev ofte betragtet som gode, sunde ammer, der ikke var ”forgiftet” af det usunde liv i byen. ”Amme ønskes … en ung og sund bondekone eller pige fra landet med frisk die kan få en ammeplads først i september”, skrev avisen f.eks. i august 1850.

Da guldsmed Johan Schytte og hustru Christiane i 1812 fik en søn, blev Ellen Hansdatter antaget som amme. Men kemien mellem parterne stemte ikke, og påskelørdag 1813 stak ammen af uden herskabets vidende. Tidligt om morgenen pakkede hun sin kiste, og med assistance fra ”et mandfolk” blev alt hendes habengut flyttet bort. Hun var egentlig fæstet for et helt år, men var – ifølge herskabet – løgnagtig og utro, hvorfor hun blev opsagt. Men Ellen Hansdatter flyttede altså selv før tid.

Tegning af Lorentz Frölich, der viser Anne Lisbeth, der har fået barn uden for ægteskabet og sætter det i pleje hos grøftegraverens kone og selv bliver amme for et grevebarn. Fra H.C. Andersens Eventyr Anne Lisbeth (Stadsarkivet).

Blandt byens ammer var også gifte kvinder, der eksempelvis havde mistet deres barn. I 1786 hed det eksempelvis i en annonce: ”En gift kone af skikkelig familie, hvis pattebarn er død, ønsker sig en god ammeplads”.

Børnedødeligheden var tidligere meget høj, ikke mindst for børn født uden for ægteskab. Mange døde, før livet rigtig var begyndt. Ikke mindst var barnets første timer meget kritiske.

Misdannelser, for tidlig fødsel, medfødt svaghed og skader ved fødslen var almindelige dødsårsager for spædbørn. I 1700-tallet døde mindst halvdelen af de nyfødte i løbet af det første leveår. Det gav ganske paradoksalt mange enlige kvinder en mulighed for at få en plads som amme i nogle af byens bedrestillede hjem. Det gav god mad, så de kunne amme godt, men gav også udsættelse for den straf på otte døgn på vand og brød, som kvinderne ifølge loven blev idømt for at have fået et uægte barn. Myndighederne nærede somme tider mistanke om, at straffen kunne få mødre til uægte børn til at fremskynde deres eget barns død!