Et kommunalt monstrum? Kommunesammenlægningen i 1970

b0101925d

Overdragelse med høj cigarføring i 1970. Sognerådsformand Lennart Larson (t.h.) overrækker Paarup Kommunes formue – det ser ikke ud af meget – til borgmester Holger Larsen ved indlemmelsen i Odense Storkommune (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Den 1. april 1970 blev Odense en storkommune. Den samme udvikling gennemgik mange andre bysamfund, hvor princippet om ét bysamfund, én kommune stort set blev sat igennem – undtagen i hovedstadsområdet. På landsplan blev antallet af kommuner skåret ned til en femtedel.

Kommunestrukturen havde været længe under overvejelse, og da kommunallovskommissionen i 1966 fremlagde sin betænkning, var fronterne allerede nogenlunde klare. Odense ville gerne have en ordentlig bid af de omkringliggende kommuner, men langt de fleste af forstæderne ville hellere forblive selvstændige. Kunne en sammenlægning ikke undgås, ville flere af forstæderne hellere have mindre sammenlægninger, så man undgik en storkommmune med Odense som centrum.

Det langstrakte forløb betød, at Korup og Ubberud efter mange års adskillelse i 1966 igen sluttede sig sammen, og noget tilsvarende skete øst for Odense, hvor Seden-Aasum og Agedrup samme år dannede Fjordager Kommune. Begge steder talte det med, at man gerne ville muliggøre en mere rationel kommunal administration i større enheder, men i hvert fald for Korup-Ubberuds vedkommende var det også med den klare bagtanke, at man ved en sammenlægning måske havde bedre muligheder for at undgå at blive en del af en kommende Odense storkommune. Omvendt blev der fra regeringen sagt nej til en sammenlægning sydøst for Odense, hvis Fraugde ikke samtidig afgav et areal til Odense Kommune, hvad der fik appetitten på en sådan sammenlægning til at forsvinde.

De mange forstadskommuner stod ikke sammen i én ubrydelig front. Kun nogle af dem var i begyndelsen med i Forstadskommunernes Sammenslutning, men det blev den nyvalgte formand for denne interesseorganisation, sognerådsformand Lennart Larson fra Paarup Kommune, der fra 1966 om nogen kom til at tegne modstanden mod den store kommunesammenlægning i Odenseområdet.

Mange købstadskommuner fik hurtigt aftaler med omkringliggende kommuner, men der blev større kampe omkring byerne Odense, Aalborg og Aarhus. Først i foråret 1969 kom det til en afklaring omkring Odense, efter at den såkaldte kommunalreformkommission havde været på besøg for at lodde de lokale synspunkter. Reelt var der på dette tidspunkt kun to alternativer på bordet, nemlig den helt store sammenlægning – eller en tredeling af Odense med en nordvestlig og en sydvestlig kommune samt Odense Kommune udvidet mod øst. Forstadskommunerne havde imidlertid ikke kunnet tilvejebringe en enig indstilling – flere af dem havde ligefrem forhandlet om sammenlægning direkte med Odense – så til slut blev det op til regering og folketing at sætte grænserne: Odense fik den store udvidelse.

Undervejs svingede Lennart Larson sig op til at parallelisere udviklingen med den tyske besættelse. Ord som ”Lebensraum” og ”imperialisme” føg gennem luften, og storkommunen blev kaldt ”et kommunalt monstrum”. Da beslutningen var truffet, faldt gemytterne dog til ro. Et sammenlægningsudvalg forberedte, hvad der skulle ske fra den 1. april 1970. Det var i dette udvalg, der blandt andet blev enighed om indførelse af styreformen med fem fuldtidspolitikere (borgmester og fire rådmænd), som i det store og hele stadig er gældende.