Et paradis for byens vandhunde

B0051198d

Svømmestævne i Odense Svømmehal i 1953 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Vi har før fortalt om Odense Svømmehal og den lange og seje proces, der gik forud for svømmehallens åbning i oktober 1938. Nu, hvor bygningen igen er kommet i fokus, kan historien passende udbygges.

Da svømmehallen åbnede, var den et stort fremskridt for byens vandhunde. Svømmehallen blev et smukt eksempel på tidens funktionalistiske byggestil. Alt var holdt i rette linjer. Samtidig fik byens svømmesport et generelt løft. De gamle svømmeklubber fik bedre træningsvilkår, og andre foreninger tog svømning op. Men glæden blev dog kort. Verdenskrigen gav restriktioner på lys og varme, og fra slutningen af 1939 måtte svømmehallen ligge uopvarmet hen. Der var simpelt hen ikke brændsel til at fyre den op – og det var skæbnens ironi, at kommunen under krigen oprettede brændselskontor i svømmehallens garderober.

Svømmehallen åbnede først igen i januar 1946. I mellemtiden var svømmerne henvist til friluftsbadet, og hallen var stærkt savnet. Byens svømmeklubber mistede mange medlemmer, men efter genåbningen strømmede medlemmerne atter til, og snart var det svært at finde træningstider til alle.

Men endnu en gang blev glæden kort, for i 1955-56 måtte svømmehallen igen lukkes – denne gang på grund af ombygning. Det var i den forbindelse, at svømmehallens endevæg blev udsmykket af kunstneren Helge Engelbrecht. Udsmykningen var en gave fra Albani Fonden.

Gennem årene har svømmehallen haft en fast kreds af brugere, der har set svømmehallen som et fristed med en helt særlig atmosfære. I begyndelsen af 1960’erne holdt klubben Vandmændenes Stime til ved bassinet på Klosterbakken. Den hårde kerne i klubben var byrådets badeudvalg. Klubben opstod, da badeudvalget havde opsynet med svømmehallen, og så kunne man lige så godt forene det nyttige med det behagelige, så inspektionen kom til at omfatte både vandgang og gymnastik. Vandmændenes Stime er langtfra den eneste kreds af vandhunde, der kom og kommer i svømmehallen for at få et forfriskende bad, lidt hyggesnak (og mandehørm) i saunaen og kammeratligt samvær.

Da der i 2004 dukkede planer om et vandkulturhus op, og svømmehallen på Klosterbakken kom i fare for at lukke, rejste der sig en storm af protester. Der blev samlet underskrifter ind, som blev afleveret til rådmanden i en syltekrukke. Her mente underskriverne, at planerne om et vandkulturhus hørte til. Og se: Til sidst fredede politikerne svømmehallen, og vandkulturhuset blev droppet.

I 1988 kunne svømmehallen fejre 50 års jubilæum, og i den forbindelse udtalte badevæsenets chef, Helge Hansen, at hvis svømmehallen skulle have flere kunder, så måtte politikerne være lige så fremsynede som i 1938, da man skabte landets mest moderne svømmehal. Det krævede, at man satsede på såkaldte ”tre-generationers bade” med blandt andet vandrutchebane og lignende. Her 20 år senere kan bademesterens ønske måske være på vej til at gå i opfyldelse.