Et støttepunkt for kultur

b0001177c

Klosterbakken og Skt. Knuds Kloster i sne ca. 1930. Bag klostret ses Skt. Knuds Kirke og til venstre KFUM bygningen (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Den 15. november 2019 var det præcis 100 år siden, at det genopførte Skt. Knuds Kloster blev taget i brug. Klosterbygningerne, der i dag rummer Historiens Hus, brændte sankthansaften 1913, og det rejste selvfølgelig spørgsmålet: Hvad gør vi med brandtomten?

Klostrets rødder går helt tilbage til drabet på kong Knud i 1086. Kort tid efter indledte Erik Ejegod – Knuds lillebror – sine bestræbelser på at få Knud ophøjet til helgen. Det lykkedes, og den 19. april 1100 blev Knud helgenkåret.

Det var også Erik Ejegod, som indkaldte 12 munke fra det engelske benediktinerkloster Evesham. De kom for at passe kulten omkring Knud den Helliges jordiske rester, og deres kloster kom af naturlige grunde til at hedde Skt. Knuds Kloster.

Gennem middelalderen var klostret en markant magtfaktor, men under reformationen blev det udplyndret og fik stjålet mange værdier. I 1571 blev klostret nedlagt, da den sidste prior lod sig pensionere.

Siden kom der nye beboere i klostret. I 1839 købte rådmand, fabrikant Preben Lihme Brandt bygningerne. Han havde fire år tidligere grundlagt en klædefabrik i Klaregade. Efter købet af klostret blev fabrikken flyttet til det gamle munkekloster. Brandt opførte et kedelhus, og her installerede han Odenses første dampmaskine. Da Brandt døde i 1849, gik klostret i arv til hans søstersøn, fabrikant Søren Hempel. Af samme årsag blev bygningerne med ruinerne af det gamle kloster i mange år kaldt for Hempels gård. Her byggede han f.eks. også et havehus, hvor den unge Thomas B. Thrige lejede sig ind i 1894 og videreudviklede det, som med tiden skulle blive til Thomas B. Thriges Fabrikker.

Efter den skæbnesvangre brand i 1913 købte Odense Kommune brandtomten. Kommunen havde allerede tidligere vist interesse for køb af klostret, da man planlagde et gadegennembrud, men dengang blev sagen droppet. Prisen var for høj, og genopførelsen af det gamle kloster (sammen med staten) blev heller ikke noget billigt projekt.

Byggeriet endte med at koste rundt regnet 550.000 kr. Odense Kommune måtte selv betale ca. 400.000 kr. eller en tiendedel af et års normalbudget. I dag ville det svare til, at kommunen brugte omkring 1,3 milliarder, og borgmester Valdemar Bloch var endda så ærlig at sige, at nu fik man lokaler, ”som vi altid kan få brug for”. Da den københavnske arkitekt Valdemar Schmidt lavede tegningerne, vidste han altså ikke, hvad bygningerne skulle bruges til.

Arkitekten byggede noget, der lignede et middelalderligt kloster med kalkmalerier, og det fik en snert af skønvirkestil over sig. Inde i den såkaldte lille klostersal blev der i bunden af freskomalerierne i det hvælvede loft skrevet en sentens af den franske billedhugger Auguste Rodin: ”Kan kunstnerens arbejdsglæde smitte tømrerne, murerne, når de læsker deres kalk, kuskene, når de strigler deres heste, så vil det betyde en vidunderlig forbedring af samfundet”.

Ved indvielsen kaldte byens førende arkitekt, byrådsmedlem Niels Jacobsen bygningerne for et støttepunkt for kultur ligesom fortidens kloster, og sådan har huset været anvendt lige siden.