Etatsrådernes by

Emil Kiørboe (1847-1925) (Jul. Folkmann fot., Det Kongelige Bibliotek).
Den sidst udnævnte etatsråd i Danmark, direktør Emil Kiørboe (1847-1925), mangeårig direktør i Fyens Stifts Kreditforening (Jul. Folkmann fot., Det Kongelige Bibliotek).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

En læser har spurgt, hvorfor Odense kaldes etatsrådernes by, og hvad der følger med denne betegnelse. Det sidste er let at besvare, nemlig ingenting.

Det er straks mere indviklet med selve udtrykket, for der er i dag næppe nogen, der ved, hvornår udtrykket blev brugt første gang. Lad os i stedet begynde med ordet etatsråd.

Ordet er for længst gået ud af almindelig brug, for den ærestitel, der er tale om, har ikke været tildelt i mere end 100 år, og det er mere end 80 år, siden den sidste etatsråd døde.

Under enevælden spillede folks rang en stor rolle, f.eks. havde folk af høj rang krav på en særlig fornem tiltale. En persons indplacering i rangklasserne vidnede om en bestemt social position og kunne også være forbundet med rettigheder. Grundloven afskaffede ganske vist de særlige rettigheder, der kunne være knyttet til éns rang, men det viste sig vanskeligt helt at afskaffe rangsvæsenet, og titlen etatsråd overlevede som en af mange titler skiftet i 1849. Oprindelig var titlen primært givet til embedsmænd, men med tiden var der også mange erhvervsfolk, som fik den, ja selv vort bysbarn H.C. Andersen var fra 1867 udstyret med etatsrådstitlen.

Når Odense blev omtalt som etatsrådernes by, hang det utvivlsomt sammen med, at der i Odense var rigtig mange, som havde fået titlen. Mange fremtrædende medlemmer af Odense Byråd, der trådte i funktion i 1869, var således etatsråder op til omkring 1900. Det var ikke så mærkeligt, for valgreglerne var meget udemokratiske og gav de største skatteydere dobbelt indflydelse. I midten af 1880’erne, da Odense netop havde fået et flot, nyt rådhus, var apoteker Gustav Lotze og denne avis’ udgiver, J.C. Dreyer, eksempelvis medlemmer af byrådet og begge etatsråder.

Emil Kiørboe og hustruen Charlotte fik i 1902 opført denne villa på hjørnet af Hunderupvej og Bülowsvej. Deres forbogstaver ses på en medaljon over indgangen fra Hunderupvej, mens opførelsesåret ses over indgangen fra Bülowsvej (G. Marcussen fot., Odense Bys Museer).

En af Venstremanden og fynboen Klaus Berntsen ledet regering udpegede i 1913 Danmarks sidste etatsråd, og det blev meget passende direktøren for Fyens Stifts Kreditforening, Emil Kiørboe, ved dennes 25 års jubilæum i kreditforeningen. Udnævnelsen behagede i allerhøjeste grad Kiørboe, der glædede sig over herefter at være i rangklasse med professorer ved Københavns Universitet og højesteretsadvokater. En af Kiørboes bekendte, konsul Frederik Hey, der var lidt af en spøgefugl, sagde flere gange til Kiørboe, at han burde lade sig male, så hans portræt kunne hænge på museer med betegnelsen Danmarks sidste etatsråd. Pudsigt nok var en anden Odenseborger med tilknytning til den finansielle sektor, nemlig bankdirektør Albert Høeg, den næstsidste dansker, der havde titlen ved sin død. Han døde 91 år gammel i 1939.

I den politiske kamp mellem venstre og højre blev betegnelsen etatsråd hurtigt værdiladet, og det kan godt være, at nogle kongetro opfattede udtrykket etatsrådernes by som en hædersbetegnelse. Men andre så på det lige modsat – som et udtryk for en tid med udpræget ulighed, som man nødig ville tilbage til. Derfor var det også påfaldende, at forsideartiklen i Fyns Social-Demokrat den 5. marts 1937 – da borgmesterposten skiftede til socialdemokraterne – indledtes sådan: ”Så faldt etatsrådernes by. Det varede længe …”.