Farverige fynske biskopper

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Domkirken og Skt. Knuds Kloster fotograferet omkring 1910. Tidens tand havde været hård ved det gamle kloster. Halvdelen ad sydfløjen var revet ned, så bygningen ikke længere var bygget sammen med konsistoriebygningen. I middelalderen valgte klostrets munke i perioder byens biskop – og det var gerne en fra egne rækker (Stadsarkivet).

Der har i årenes løb været en stribe af farverige biskopper. Nogle kom snedigt til posten, andre blev afskediget, da de ikke prædikede den rette tro.

I middelalderen havde munkene i Skt. Knuds Kloster en tid privilegium på at vælge en fra deres egne rækker til biskop, men en konge som Valdemar Atterdag hentede gerne sine folk fra kirkens rækker, hvorfor han havde en naturlig interesse i, hvem der fik bispeembedet.

Gravsten over biskop Hans Mikkelsen (1578-1651) og hustru Catharine Henriksdatter (1582-1655) i domkirken. Inskription er på både græsk og latin (Stadsarkivet).

Da Valdemar Atterdag kom til magten, var Niels allerede biskop over Fyn. Det kunne ikke ændres, men hvad når der skulle vælges en ny? I 1362 blev munken Erik Jenssøn Krabbe fra Skt. Knuds Kloster forfremmet til abbed i et kloster i Lund. Det lignede et rent internt anliggende, men to år senere besøgte en delegation fra biskop Niels paven i Avignon med biskoppens bøn om at blive fritaget fra sit embede. Med på turen var en Odensemunk, der straks foreslog, at Erik Jenssøn Krabbe fik det ledige bispeembede.

På snedig vis var kongen sat ud af spillet. Sagen passerede over pavens bord uden andre forslag. Da det gik op for kongen, hvad der var sket, forsøgte han at få den nye biskop forflyttet, men det afslog paven. Det blev sidste gang, Odensemunkene fik forfremmet en af deres egne. Da biskop Krabbe døde i 1375, var kongen forberedt og fik ”valgt” en af sine mænd.

Flere biskopper fulgte. I 1606 satte Hans Knudsen Veile sig i bispestolen. Han var en mand med sine meningers mod og blev afskediget 10 år senere for embedsforsømmelse og udbredelse af vranglære.

Baggrunden var, at han ved flere lejligheder prædikede for tolerance på en tid, hvor den lutherske ortodoksi og dermed intolerancen over for anderledes tænkende kulminerede. Han havde således advaret mod, at man var på vej til at få en inkvisition værre end den spanske, og snart begyndte man med Sjællands biskop, Hans Poulsen Resen, i spidsen at indsamle vidnesbyrd mod den opsætsige fynske kollega. Resen var i øvrigt den fynske biskops svoger. Men familieskabet hjalp ikke. Hans Knudsen Veile fradømtes embedet med øjeblikkelig virkning, men blev af kongelig nåde fritaget for yderligere straf.

I domkirken findes dette epitafium over biskop Hans Mikkelsen og hans hustru. Det blev opsat i 1654 af hustruen. Parret knæler i bøn foran korset med den lidende frelser (Stadsarkivet).

Gode forbindelser er altid et plus, når man vil frem i verden, og en god portion held. Biskop Hans Mikkelsen havde begge dele, da han efterfulgte Hans Knudsen. Han havde blandt andet i seks år været rektor for Odenses latinskole og kortvarigt professor og kongelig hofprædikant i København. Men det talte sikkert også med, at han havde været huslærer for Christian IV.s elskerinde, Kirsten Munk. Efter sin udnævnelse brugte han resten af livet på at vise, at han var en god og dygtig biskop og samtidig en glimrende skribent. Biskoppen blev en overordentlig holden mand på at skrive ligprædikener over fornemme adelige, og da han døde i 1651, efterlod han sine arvinger hele 30.000 rigsdaler. Det var selv for en førende gejstlig usædvanlig mange penge.