Fjerbolde fra Bülowsvej

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Aage Grønbæk i 1953 med den nye plastikbold.
Portrætfoto af Aage Grønbæk, der før 2. verdenskrig grundlagde Odense Fjerbolde Fabrik, og som i 1942 flyttede den til adressen Bülowsvej 2. Han er her fotograferet i 1953, da han havde udviklet en plastikbold, som han havde store forhåbninger til (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Badmintonsporten kom til Danmark midt i 1920’erne, og det var den unge Stig Munch-Andersen, der i 1928 introducerede den nye sportsgren i Odense. To år senere oprettedes Danmarks Badminton Forbund, og i 1935 kom der også en Fynskreds. Behovet for ordentlige halfaciliteter i Odense blev opfyldt samme år, da en privat forretningsmand, Johs. Engel-Andreasen, lod opføre en hal i Godthåbsgade, stort set for egne midler.

Med til den stiftende generalforsamling i Odense Badminton Klub i september 1935 var den unge Aage Grønbæk – og den aften traf han sin senere ægtefælle. De boede snart sammen i Benediktsgade, og det var her, Aage Grønbæk gav sig til at eksperimentere med at fremstille fjerbolde.

Interessen for bedre fjerbolde blev snart til et forsøg på en levevej, og inden 2. verdenskrig havde Aage Grønbæk grundlagt virksomheden Odense Fjerbolde Fabrik. I 1942 købte han så villaen på Bülowsvej, og det blev her, at virksomheden for alvor kom til at udvikle sig.

Grønbæk var langtfra alene på markedet, for snart var der fire fjerboldefabrikker i Danmark. Gåseholdet var da også så stort, at der var fjer nok til dem alle – særligt i betragtning af det relativt begrænsede antal udøvere, badmintonsporten havde i begyndelsen. Der blev også fremstillet bolde et par steder i hovedstaden og i Fredericia, og konkurrencen mellem de danske fabrikker blev i efterkrigstiden hurtigt påvirket af import af bolde udefra, ikke mindst fra England.

Med tiden udviklede de enkelte fabrikker deres know-how om produktion af fjerbolde betydeligt. Ikke desto mindre var der også hurtigt folk, der mente, at plastikbolde måtte være fremtiden. Dansk Badminton Forbund prøvede at fremme den udvikling, fordi udgiften til bolde ellers kunne holde folk væk fra sporten, og i 1953 var også Aage Grønbæk med på ideen: ”Det kan ikke nytte noget at stampe imod udviklingen, plastikbolden kommer før eller senere”. Sådan udtalte Grønbæk sig til denne avis i september 1953, da han øjensynlig var overbevist om, at han havde fundet en løsning på problemerne omkring plastikbolde og havde udtaget patent på sin nye opfindelse. Han var nu klar til at markedsføre den nye bold og havde sendt materiale ud til en lang række badmintonnationer. En af de lokale spillere fra OBK, Benny Andersen, anbefalede i høje toner ”denne bold, der ikke krøller sammen, har flugt som en rigtig fjerbold, er behagelig at slå til og – og det er mindst lige så glædeligt – nedsætter udgifterne til bolde til en fjerdedel”. Det var derfor også avisens vurdering, at et og andet unægtelig kunne ”tyde på, at fabrikant Grønbæks initiativ vil blive af uvurderlig betydning for badmintonspillet”.

Tre piger laver plastikbolde på Odense Fjerbolde Fabrik, 1953.
Tre piger i gang med samling og vejning af nogle af de nye plastikbolde fra Odense Fjerbolde Fabrik i villaen på Bülowsvej i 1953 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Odense Fjerbolde Fabrik havde i begyndelsen af 1950’erne store forventninger til, at plastikbolde kunne overtage fjerboldenes plads i badmintonsporten, men både Aage Grønbæk og hans konkurrenter måtte sande, at fjerboldene ikke lod sig erstatte, i hvert fald ikke til konkurrencesport på topniveau. Så produktionen af fjerbolde på basis af gåsefjer fortsatte i villaen på Bülowsvej.

I fjernsynets tidsalder blev badminton snart en af de allermest populære indendørs sportsgrene i Danmark, godt hjulpet på vej af flotte resultater i de årlige All England-mesterskaber af navne som Erland Kops, Svend Pri, Flemming Delfs og Lene Køppen. I 1971 blev Aage Grønbæk imidlertid syg, og hans ældste søn, Finn Grønbæk, der var ingeniør hos Roulund, valgte at ”komme hjem” til fjerboldene. Senere kom også lillebror Peter med i virksomheden, hvor man i 1975 havde hele 20 damer beskæftiget i produktionen. Snart efter overtog man en af de konkurrerende danske fabrikker, og da de andre hjemlige konkurrenter blev opslugt af et engelsk foretagende, var fabrikken på Bülowsvej allerede fra slutningen af 1970’erne den eneste tilbageværende producent i Danmark.

Villaen på Bülowsvej, hvor Odense Fjerbolde Fabrik hørte hjemme.
Emil Kiørboe og hustruen Charlotte fik i 1902 opført denne villa på hjørnet af Hunderupvej og Bülowsvej. Deres forbogstaver ses på en medaljon over indgangen fra Hunderupvej, mens opførelsesåret ses over indgangen fra Bülowsvej (G. Marcussen fot., Odense Bys Museer).

Fabrikken havde ikke kun udenlandsk konkurrence. Man måtte også begynde at importere fjer, for den danske produktion af gæs faldt i løbet af få år til en tredjedel. Når der til 12 bolde skulle bruges fjer fra ca. 20 gæs, måtte man nødtvunget til udlandet for at finde fjer, og det hjalp ikke meget, at Finn Grønbæk prøvede med en humoristisk opfordring til danskerne om at ændre kostvaner: Spis gæs for pokker, kalkunfjer duer ikke! Gåsefjer er nemlig i modsætning til andre fjer seje og smidige på samme tid – og velegnede til fjerbolde, når de vaskes og renses hurtigt efter slagtningen af gåsen.

Forbruget af fjerbolde var i mange år stigende, og Odensefabrikken kunne afsætte hele sin produktion i Danmark. Men flere og flere motionister spillede ikke desto mindre med de mere holdbare plastikbolde – der dog aldrig er slået igennem hos turneringsspillere, for med Finn Grønbæks ord var det sådan, at ”da Vorherre lod nylon opfinde, havde han ikke tænkt sig, at den skulle flyve. Det, der skal flyve, skal have fjer”.

I 1986 var avisen igen på besøg på den højt specialiserede fabrik. Da var man nået op på 23 ansatte, omregnet til 15 fuldtidsansatte, og man lavede omkring 420.000 bolde på et år. Hver eneste af dem havde været igennem et kvalitetstjek, så det var ikke underligt, at de danske bolde var dyrere, end hvad der snart dukkede op fra de fjernøstlige producenter. Konkurrencen udefra blev med andre ord hårdere.

Odensefabrikken lukkede omkring 2000 som den sidste fjerboldfabrik i Europa. Nu laves den slags kun i det fjerne østen.