af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Mange kender sikkert Slotsvænget 3 som en del af Henriette Hørlücks Skole, men det er nok de færreste, der ved, at bygningen engang husede Odense Højskoleforening.
Højskoleforeningen skulle – ifølge vedtægterne fra 1896 – på et folkeligt og kristeligt grundlag ”samle yngre og ældre mænd og kvinder om foredrag, oplæsning og diskussion”. Foreningen ville også oprette et ungdomshjem – en slags ungdomsklub – hvor unge kunne udfolde fælles aktiviteter.
Foreningen rundede i løbet af få år de første 1.000 medlemmer – og fik i 1903 oprettet et ungdomshjem i Nørregade. Den handlekraftige bestyrelses samlingspunkt var i mere end 25 år den karismatiske grundtvigianer, pastor Emil Koch. Der var masser af aktiviteter, og man bevægede sig gerne uden for foreningens formålsparagraf. Det blev hurtigt tydeligt, at det sociale samvær omkring foreningen spillede en enorm rolle for mange af medlemmerne, og snart sprængte foreningen sine rammer i Dronningensgade, hvor man boede til leje i det højskolehjem, som en af stifterne, Karen Jørgensen, havde fået bygget i 1893.
Leje af en større del af bygningen skaffede ikke plads nok til velbesøgte arrangementer, og derfor stræbte bestyrelsen efter at få sin egen foreningsbygning nogenlunde centralt i byen. Foreningen kunne købe en grund ved Klostervej, og en af byens førende arkitekter, Niels Jacobsen, barslede hurtigt med de første tegninger til en bygning i tre etager med både foreningslokaler og et pensionat. Emil Koch fik på en generalforsamling grønt lys til at iværksætte en offentlig indsamling til formålet – nu skulle der tegnes ”aktier”. I byens aviser opfordrede bestyrelsen til at støtte det gode formål og opfordringen blev ledsaget af anbefalinger fra borgmesteren, politimesteren, biskoppen og flere andre af byens spidser.
Offerviljen kendte dog sine grænser. Niels Jacobsen måtte revidere sine tegninger, men i 1907 fik indsamlingen et ekstra skub, da Koch opfordrede forfatterinden Sophie Breum til at stå i spidsen for en basar på Fyns Forsamlingshus. Her tilvejebragtes på få dage 6.-7.000 kr. af de 56.000 kr., som byggeriet endte med at koste. Der var, fortalte Sophie Breum mange år senere, ”en utrolig velvilje til at lukke portemonixen op og gå ind på alle vore påfund. Man spiste is på Nordpolen og drak kaffe under palmer. Man var veloplagt til at høre oplæsning og musik og købe lodsedler og trække i tombola”.
Staten solgte i 1907 Odense Slot til Odense Kommune. Det åbnede mulighed for en ny placering af foreningsbygningen, og samtidig anlagdes en lille gade, Slotsvænget. Da placeringen ved det nye vænge var kendt, reviderede Niels Jacobsen endnu en gang sine tegninger (igen uden honorar), og 24. oktober 1909 var bygningen klar til indvielse. Selve indvielsen måtte deles over to dage. Så mange ville være med, og foreningen høstede mange lovord for det nye byggeri.
Foreningens åbenhed flyttede med over i det nye hus, og Emil Koch pointerede ved indvielsen, at nok hvilede foreningen på en kristelig grund, ”men vi står ikke i døren og spørger efter folks trosbekendelse”.
Om Odense 