Folkevalgte borgmestre

b0017311c

Odense Byråd samlet til møde i 1917. Odenses sidste kongeligt udnævnte borgmester, Valdemar Bloch, står op og taler. Den unge mand forrest er senere borgmester I. Vilh. Werner, mens A.P. Henriksen, der var borgmester 1919-1925, ses forrest til højre (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

På et ekstraordinært byrådsmøde fredag den 28. marts 1919 var alle medlemmer klædt i stiveste puds, ligesom byens øverste embedsmænd var mødt frem. Det var en historisk dag. Odense fik ny borgmester – og ovenikøbet den første folkevalgte.

Det var en markant ændring i det lokale demokrati. Da det kommunale selvstyre for alvor blev indført i 1868, blev valget af byernes borgmestre lagt i hænderne på regeringen. Borgmesteren fik kongelig udnævnelse og havde stemmeret i det lokale byråd – her i Odense akkurat som de øvrige 19 medlemmer. I tilfælde af stemmelighed var borgmesterens stemme afgørende.

Men fra den 1. april 1919 var det slut med ”kongevalgte” borgmestre, som blev erstattet af folkevalgte. Efter regeringsskiftet i 1913 havde regeringen reelt givet byrådene mulighed for frit at indstille, hvem de ville have som borgmestre. Men nu blev den folkevalgte borgmester en lovbefalet ordning, vedtaget af et flertal i Rigsdagen.

Odenses sidste kongevalgte borgmester, Valdemar Bloch, gjorde på det ekstraordinære møde opmærksom på, at der ikke kun var tale om et personskifte. Nej, det var noget meget større. Det var indledningen til et helt nyt kapitel i Odenses bystyre. Et historisk øjeblik.

Nyordningen betød for folkestyret endnu et skridt fremad. Byen fik mere selvstyre. Hvor de kongevalgte borgmestre havde siddet i borgmesterstolene på livstid, eller indtil de søgte deres afsked, så sad de folkevalgte kun en byrådsperiode, altså fire år – men kunne selvfølgelig genvælges til en ny periode.

Sidste punkt på det ekstraordinære mødes åbne dagsorden var valget af ny borgmester. Da de andre byrådssager var ekspederet, gik man over til afstemningen, der på Blochs foranledning var skriftlig. Den konservative kaffegrosserer og etatsråd J.L. Christensen fik 10 stemmer, mod socialdemokraten H.P. Petersens 9 stemmer, og så blev den konservative spidskandidat Odenses første folkevalgte borgmester. Resultatet viste, at Venstres J.P. Stensballe havde stemt sammen med den konservative gruppe – til gengæld fik han senere sæde i magistraten.

Den nye borgmester var 66 år og byrådets ældste medlem. Christensen takkede for valget og fortalte, at når han, trods et skrantende helbred og sin relativt høje alder havde indvilget i at blive byens borgmester, så var det, fordi partifællerne indtrængende havde opfordret ham til det. Og så håbede han på et frugtbart samarbejde med resten af byrådet, selv om man til tider så forskelligt på tingene.

Helt sådan kom det ikke til at gå. Tværtimod betød overgangen til folkevalgte borgmestre en yderligere skærpelse af den politiske kamp. Valdemar Bloch, der sad i borgmesterstolen 1911-1919, havde ikke – som sine forgængere – tilsluttet sig den borgerlige gruppe i byrådet, men havde i stedet forsøgt at være en slags mægler mellem partierne og i øvrigt optrådt med selvstændige synspunkter.

Borgmester Christensen blev en overgangsfigur, der kun fik lov at virke i tre måneder. Den 29. juni døde han pludselig af et hjerteslag. Valget af hans efterfølger blev kompliceret, men valget faldt på den konservative sagfører A.P. Henriksen.