For enden af Skibhusvej

image002d

På billedet ses kroejer Marius Peter Rosenvinge Sørensen omkring 1915, formentlig i Skibhuskroens have og omgivet af kunder (heriblandt en farvet person – måske fra Vestindien?). Kroejeren er i hvidt og var tilsyneladende en levemand, der kun blev 46 år gammel (Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Det er ikke sjovt at blive kaldt for ”Røven” – og slet ikke for en landsbykro. Det er i hvert fald ikke noget prangende reklameskilt. Ikke desto mindre var det gennem årtier det folkelige øgenavn for Skibhuskroen, som lå, hvor Skibhusvej endte langt ude i Skibhusene!

Det officielle navn var længe Sølyst, og der har formentlig været kro i Skibhusene i flere hundrede år. Kroen var længe et populært udflugtsmål for odenseanerne.

Om morgenen den 8. januar 1910 vågnede odenseanerne til nyheden om, at Skibhuskroen var brændt. Selv om brandsprøjterne fra Skibhusene og Marienlund kæmpede en brav kamp, havde ilden godt fat, og en sidebygning blev ødelagt. Samme skæbne ville også have ramt selve krobygningen, hvis ikke Odense Brandvæsen var kommet til stede. Der blev dog ødelagt så meget af taget og loftet i salen, at resterne ikke var synderlig meget værd.

På det tidspunkt var Sølyst ejet af enken Marie Hansens dødsbo, men kroen stod ofte tom. Ilden opstod formentlig ved uforsigtighed, idet et par vagabonder havde søgt logi for natten på sidebygningens loft.

Det var usikkert, hvad der nu skulle ske med den delvis nedbrændte kro, men allerede få uger senere blev det afsløret, at gæstgiver R.J. Petersen, Jernbanehotellet, havde købt kroen for 9.500 kr. – hvis han kunne få bevilling til krohold. Kroen skiftede dog snart hænder igen, da restauratør Marius Peter Rosenvinge Sørensen tog over. Han fik sat skub i sagerne og fik kroen udvidet. Meget tyder på, at Rosenvinge var en initiativrig person, men det sled ham også op, og i april 1915 døde han pludseligt af et hjerteslag.

De følgende år skiftede kroen flere gange ejer – faktisk så hyppigt, at Skt. Hans Landsogns distriktsbestyrelse (sogneråd) fik nok og på et tidspunkt nægtede at udstede en ny bevilling, fordi den forrige ansøgning endnu ikke var færdigbehandlet. Det hjalp ikke, at man reklamerede med 1. klasses varer, flink betjening, de billigste priser og koncerter i haven alle helligdage. Først da Anton Fribo omkring 1933 overtog kroen, kom den ind i en rolig periode.

Det første, Fribo gjorde, var at få krosalen renoveret, så den levede op til tidens forventninger. Mange af kroens gæster kom fra stålskibsværftet, og de kunne her fornøje sig med billard, keglebane eller nyde en ”ekstra god kaffe” i krohaven, hvor der var opsat små, lukkede lysthuse.

Skibhuskroen blev også brugt flittigt af kvarterets foreninger, der gerne holdt generalforsamlinger i krosalen. Gennem 1930’erne var det fast kutyme, at byens jagtforening og flugtskydningsforening spiste frokost på kroen, når de holdt konkurrencer. Og Atletklubben Olympias vægtløftere og brydere trænede her også gennem flere år.

Fribo beholdt kroen frem til den 1. november 1952, da Asta og Henry Andreasen tog over. Siden fulgte flere kroejere, og fra 1959 var det Kristian og Dagny Nielsen, der ejede kroen. Dagny døde som den sidste i 1986, og kort efter blev bygningerne revet ned.