Fra Boye til Boye

ByrŒd

Ved konstitueringen af det nye byråd i december 2005 fik Jan Boye borgmesterkæden hængt om halsen af Enhedslistens Per Berga Rasmussen (til venstre). Per Berga var det medlem af byrådet, der havde den højeste anciennitet (Yilmaz Polat fot., Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Da Anker Boye i 1994 tiltrådte som borgmester, havde han ikke tidligere siddet i byrådet. I den første periode gav det nogle knubs i samarbejdet med byrådets øvrige partier, men det var ved valget fire år senere ikke noget, vælgerne lagde vægt på. Odense fortsatte som socialdemokratisk bastion, og Socialdemokraterne gik frem fra 12 til 13 mandater, mens de konservative beholdt stillingen som byrådets største borgerlige parti trods en tilbagegang på to mandater. Anker Boyes personlige stemmetal voksede til over 25.000 stemmer, og efter valget blev borgmesteren – efter kun fire år i kommunalpolitik – formand for Kommunernes Landsforening. Det var første gang, Odense i nyere tid stillede med kommunernes førstemand. Det betød naturligvis større politisk indflydelse, men også sårbarhed over for angreb fra dem, der kun tænkte på, hvilket honorar der fulgte med.

Ved valget i 2001 blev den store synlighed belønnet. Det så ud, som om Anker Boye nærmest kunne gå på vandet, og borgmesterens personlige stemmetal nåede tæt på 36.000 stemmer. Det var en triumf på Stauning-niveau – godt 46 % af alle afgivne stemmer faldt på Socialdemokraterne, og to ud af tre vælgere, der stemte på partiet, satte kryds ved borgmesterens navn. Succesen, der gav partiet yderligere et mandat, var særligt iøjnefaldende, da byrådsvalget blev afholdt samme dag som folketingsvalget, hvor vælgerne eftertrykkeligt satte den socialdemokratisk-radikale regering under Poul Nyrup Rasmussens ledelse fra bestillingen, og hvor partiet ved folketingsvalget også lokalt fik sig en næsestyver.

I Folketingets vandrehal står de berømte ord: Folkegunst er idel dunst – og rigtigheden af de ord fik Socialdemokraterne at føle ved byrådsvalget i 2005. Den forestående nedlæggelse af Fyns Amt havde fået den konservative amtsborgmester Jan Boye til at gå efter borgmesterposten i Odense, og et nyt ”præsidentvalg” blev resultatet.

For Anker Boyes vedkommende var synligheden ikke længere nok. Massive kommunale nedskæringer havde været nødvendige i den forudgående valgperiode, og fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005, der egentlig skulle have været en perlerække af succeser for digterens fødeby, blev i stedet til et fuldblods mareridt. Sig bare navnet Tina Turner … Man kan roligt sige, det ikke var en opgave, byen stod sammen om.

Da stemmerne var talt op, var man for første gang siden 1974 i den situation, at venstrefløjen i Odense Byråd ikke længere havde flertal. Socialdemokraterne havde mistet 14 % af stemmerne, fire mandater og tilmed positionen som byrådets største parti – for første gang siden 1937 – og de konservative gik frem fra fem til 11 mandater. Den afgørende stemme i byrådet tilfaldt den radikale Erik Simonsen, der i de foregående år havde følt sine synspunkter overhørt, og selv om Anker Boye på valgaftenen tilbød Simonsen borgmesterposten, endte valgnatten med, at Jan Boye kunne sætte sig i borgmesterstolen, mens Anker Boye trods nederlaget forblev i politik og blev rådmand i By- og Kulturforvaltningen. Fire år senere var der igen venstrefløjsflertal i byrådet, og de to navnefæller byttede plads.