Fredens Kirke

Fredens Kirke kort før færdiggørelsen i 1920. Det er ikke noget tilfælde, at Fredens Kirke og Grundtvigs Kirke i København ligner hinanden. Begge er tegnet af Peder Vilhelm Jensen-Klint, men Fredens Kirke er den ældste af de to og betragtes som et forstudie til Grundtvigs Kirke (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Søndag den 26. september 1920 blev der festet over det meste af landet. Det var kongens 50-års fødselsdag. I Skibhuskvarteret havde man dog andet og mere at feste for. Kvarteret havde endelig fået sin egen kirke, der blev indviet på Christian 10.s fødselsdag.

Vejen frem mod en kirke i sognet havde været lang, men tog for alvor fart i 1913, da Skt. Hans Sogns Menighedsråd sendte distriktsbestyrelsen et forslag om en kirke i sognet. Skt. Hans Landsogn havde udviklet sig til en stor og tæt befolket bydel, men landsognet hørte stadig til Skt. Hans Kirke.

Næste skridt på vejen var købet af gården Ny Annasholm ved Skibhusvej og Døckerslundsvej i 1914. Så manglede man bare en arkitekt. Valget faldt Peder Vilhelm Jensen-Klint, en af Danmarks store kirkearkitekter. Han nåede at tegne seks kirker, hvoraf Grundtvigskirken i København er den største og mest kendte. Det var imidlertid noget af et tilfælde, at arkitekten overhovedet fik lov at realisere sine planer i landsognet nord for Odense.

Fredens Kirke kunne lige så godt have ligget i Aarhus. Kirken blev nemlig tegnet i 1913 til en konkurrence om en ny kirke til Skt. Pauls Sogn i Aarhus, men her blev Jensen-Klint kun nummer tre i konkurrencen – blandt andet fordi man fandt garderoben ”uheldig”.

En ung arkitekt fra Odense, Frits Christoffersen, gjorde den odenseanske kirkekomité opmærksom på projektet fra Aarhus, og senere skrev Jensen-Klint: ”Jeg ved jo godt, at jeg aldrig havde fået denne store kirke, hvis ikke Christoffersen i sin blinde tillid til mig havde overvundet betænkelighederne (og) arbejdet for mig.”

Jensen-Klint havde tegnet kirken under den forudsætning, at der skulle bruges lyse, håndstrøgne mursten – og ikke hårdtbrændte sten. Han havde tidligere også bygget i røde sten, og han havde som sådan intet imod den slags, men de passede efter hans mening bare ikke til en kirke med opadstræbende karakter og massive murmasser. Derfor skulle kirken i Odense ligesom den kirke, Jensen-Klint netop havde tegnet i Gedser, være i lyse sten – på den måde adskilte den sig også fra Ny Annasholm, der blev præstegård.

Kirkekomiteen havde oprindelig haft røde sten i tankerne, men efter at have hørt på Jensen-Klints argumenter, var man enige om, at røde sten ville virke for tunge til kirkens arkitektur.

Nu opstod der imidlertid et nyt problem. Man kunne ikke skaffe de lyse mursten. Derfor overvejede man en tid at kalke kirken udvendigt og indvendigt eller at bruge maskinstrøgne sten, der i øvrigt også var billigere. Da situationen var mest desperat, overvejede man sågar at bygge i røde sten. I sidste øjeblik lykkedes det dog at skaffe stenene fra et lokalt teglværk.

Om Fredens Kirke har Jensen-Klint skrevet: ”Dette blev da den første af mine kirker, hvor jeg nogenlunde nåede at udforme mine tanker om dansk kirkebyggeri, en hjemlig fornyelse og fortsættelse af vor middelalderlige kirkestil, således som jeg har levet mig ind i den og tilegnet mig den ved selvsyn… ”.