Gågadens Pølsevogn

b0051585d

Fisketorvet 1953. En ny model i pølsevogn opstillet på Fisketorvet foran Fyns Tidende var en drøm i plastic, rustfrit stål og fliser, og pølsemanden havde fået håndvask og bedre varmeforhold (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Et lille stykke Odensehistorie forsvandt, da Gågadens Pølsevogn lukkede. Gennem næsten 50 år har folkene i den solgt pølser til småsultne odenseanere og turister, der skulle opleve dansk streetfood. Pølsevognen som begreb er ganske vist slet ikke dansk. Den er tysk, og selv svenskere og nordmænd havde pølsevogne før os danskere.

De fleste har vel på et eller andet tidspunkt gjort stop ved Gågadens Pølsevogn eller en anden pølsevogn for at få et hurtigt mellemmåltid. Allerede før 1. verdenskrig var der pølsevogne i Berlin og andre tyske byer. Fra Tyskland bredte pølsevognene sig til Gøteborg og til Oslo, hvor en dansk kapelmester, der arbejdede i byen, fik smag for sagen og snart havde syv pølsevogne i Oslos gader. Han ville i 1910 gerne overføre ideen til København, men det lykkedes først i 1921, da en konservativ borgmester mente, at hovedstadens restauranter var blevet for dyre – så kunne man passende bruge pølsevognene til at presse prisen.

b0021507

Gågadens Pølsevogn fotograferet i 2008. Pølsevognen stod i Store Gråbrødrestræde på hjørnet af Vestergade og var i 2008 nabo til boghandleren Bog & Idé. Nu er den sidste pølse langet over disken (Stadsarkivet).

Fra 1920’erne begyndte pølsevognene at rulle ud på gaderne i flere danske byer. Aalborg kom med i 1922, og samme år blev der vistnok også solgt pølser på gaden i Aarhus. Nu gik det slag i slag rundt om i Danmark. Og i 1926 kom pølsevognen til Odense, da Georg Willadsen og hans nydannede firma, Odense Pølsevogne, fik eneret på salget af pølser i byens gader. Pølsevognene måtte i begyndelsen kun sælge varme pølser om aftenen fra klokken 8 til halv et.

Pølsevognene havde også en social dimension, ikke bare for kunderne, men også for dem, der passede dem. Det var nemlig kun såkaldt erhvervshæmmede, der kunne blive pølsemænd og få en stadeplads. I 1948 indførte byrådet en særlig pølseafgift, så pølsevognene skulle give en øre pr. solgt pølse til Foreningen Opad, der sendte og sender odenseanske skolebørn på feriekoloni.

I dag er ”Café Fodkold”, som pølsevognene kaldes, på retur. Pølsevognene er ved at glide ud af gadebilledet ligesom den populære pølsevogn i gågaden. Det var pølsemager Alex Bastrup Pedersen og hans hustru, Lizzi Buchgraitz, der åbnede pølsevognen i 1971, og siden har familien drevet vognen. I midten af december 2010 døde faderen, og datteren, Christina, ”arvede” nærmest pølsevognen. Hun var end ikke født, da faderen langede de første pølser over disken: ”Jeg lå i min mors mave, da de åbnede vognen her i november 1971. Jeg blev født i december”, har hun fortalt. ”Pølsevognen var min fars livsværk, og jeg er jo nærmest vokset op her. Jeg er sikker på, at det er lige i hans ånd, at den nu åbner igen med hans datter som indehaver”, sagde hun ved overtagelsen. I 1994 blev Christina Buchgraitz ansat i forældrenes pølsevogn. ”Far ville have været rigtig ked af det, hvis det var endt med, at ingen i familien længere havde noget at gøre med pølsevognen”. Hun nåede også at fejre 25 års jubilæum sidste år. Men nu ville hun altså ikke længere. Farvel og tak!