Gæstearbejderne i Lindved

B0062908d

Der var rift om de jugoslaviske kvinder på det danske arbejdsmarked. Odense Konservesfabrik oplevede i august 1970, at otte jugoslaviske kvinder forsvandt, da de var lovet arbejde i Glostrup til en højere timeløn – og samtidig kunne de få deres mænd til Danmark. Her diskuterer kollegerne på Odense Konservesfabrik situationen (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I 1970 havde mange industrivirksomheder hårdt brug for arbejdskraft. Derfor tog man usædvanlige midler i brug. Odense Konservesfabrik rettede blikket mod det daværende Jugoslavien, hvor der var høj arbejdsløshed. I midten af juni ankom det første hold på 66 kvindelige arbejdere fra det vestlige Serbien til Odense, og en måned senere ankom yderligere 64 jugoslaviske kvinder.

De jugoslaviske gæstearbejdere blev indkvarteret i syv enfamilieshuse i Lindvedparken i byens sydlige udkant og på Bullerup Skovgård ved Agedrup. De gæstearbejdere, som tidligere var kommet til Odense og Danmark, havde næsten alle sammen været mænd, og måske derfor vakte det stor opmærksomhed, at konservesfabrikken hentede jugoslaviske kvinder til landet.

På forsiden af Fyns Tidende hed det: “Halvdelen er unge piger. Af resten er 25 pct. gift og 25 pct. skilt, hvilket synes ganske almindeligt for Jugoslavien i forhold til antallet”. Nogle rejste ud og arbejdede for at kunne sende penge hjem, mens andre drømte om at blive dansk gift – det var i hvert fald, hvad pressen skrev.

De københavnske formiddagsblade skrev begejstret om de sydeuropæiske skønheder, der gik på opdagelse i Odense og blev fotograferet i bikini i Odense Friluftsbad. Generelt var pressen mere optaget af kvindernes udseende og private forhold end om deres rolle som arbejdskraft – i hvert fald var beskrivelsen meget anderledes end den, som de mandlige gæstearbejdere fik i pressen.

Alt var bestemt ikke lutter idyl. Aktuelt skrev eksempelvis om en ung kvinde, der på grund af sit udseende havde fået megen opmærksomhed af kvarterets mænd, og derfor var hun flyttet væk. Kvindernes ankomst skabte i øvrigt opstandelse i den lokale grundejerforening. Aktuelt skrev om, hvordan grundejere forsøgte at få kvinderne smidt ud af de huse i Lindvedparken, som konservesfabrikken havde købt til dem. Mange i foreningen frygtede, at husene ville falde i værdi, og så ville man ikke ”risikere, at kvarterets mænd render de sydlandske skønheder på dørene og skaber uro i sovebyen”. Grundejerforeningens formand skyndte sig dog at tilføje, at der absolut ikke lå ”racediskriminerende motiver bag kravet om udsættelse”.

På trods af formandens forsikringer blev beskyldningerne om racediskrimination i Lindvedparken hurtigt en mediesag. Information så f.eks. sagen som endnu et eksempel på en spirende racisme i Danmark. Andre medier interviewede de jugoslaviske kvinder, der forsikrede, at de ikke var kommet til Danmark ”for at løbe med nogens mand”.

Sagen løb efterhånden af sporet. Grundejerforeningen måtte aflyse en ekstraordinær generalforsamling på Højby Kro, og for at gyde olie på de oprørte vande måtte konservesfabrikken indkalde til et stort komsammenmøde i kantinen med kolleger, ledelse og naboer for at vise, at ikke alle naboer var fjendtligt indstillede. Til pressen fortalte flere af de jugoslaviske kvinder, at de skam var blevet godt modtaget i Danmark og på fabrikken, hvilket stod i skærende kontrast til pressens fremstilling af grundejerne og andre naboer som fremmedfjendske og diskriminerende. Efterhånden faldt der dog ro over gemytterne, og kvinderne kunne arbejde videre på byens fabrikker.