Galopskrædderen og de ensomme gamle

b0034166c

Peter S.E. Petersen – også kendt som Odenses tiggerkonge – fotograferet sammen med hustruen Johanne og datteren Karen omkring 1920 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Peter Sofus Emil Petersen var født i 1875 i Odense og den ældste i en børneflok på syv. Som 18-årig tog han på Ryslinge Højskole og blev snart overbevist grundtvigianer. Få år senere var han stærkt medvirkende til dannelsen af Odense Højskoleforening, hvor han kom til at sidde i bestyrelsen i 60 år.

Som sin far blev han uddannet skrædder og havde en tid eget værksted i Kongensgade, men ofte hang der et skilt på døren med ordene ”Kommer straks”. Når alt kom til alt, var det ikke så oplysende, men Petersen havde meget andet, han skulle nå – deraf tilnavnene Galopskrædderen eller Det flyvende Pressejern. En del af sit underhold tjente han til som portner og graver ved Gråbrødre Hospitals kirke.

Fra 1905 og til sin død udgav Peter S.E. Petersen bladet Dansk Budstikke, der først og fremmest fortalte om arrangementer i Odenseområdet, og som samtidig rummede opbyggelige historier, morsomme fortællinger, digte o.lign.

Allerede før 1. verdenskrig arrangerede han en udflugt for veteraner fra krigen i 1864, og under verdenskrigen lavede han eksempelvis sammenkomster for de indkaldte soldater i det nedlagte teaters bygning på Sortebrødre Torv.

Hans største indsats kom dog til at ligge i foreningen Ensomme Gamles Venner, som han fik stiftet i december 1918. Den skulle ifølge en formålsparagraf fra 1920 på kristelig grund ”samle ubemidlede mænd og kvinder til sammenkomster bestående af tale, oplæsning, sang, musik og fælles kaffebord samt til skovture og andre udflugter” og at ”drive et hjem, hvor medlemmerne kan samles til samtale og læsning af bøger og blade, samt til møder, der arrangeres af hjemmets ledelse”.

Foreningen kom helt ind til Petersens død i 1957 til at være centrum for hans aktiviteter. Ikke overraskende havde foreningen behov for bidrag fra velstående medborgere og virksomheder, og en overgang blev Petersen ligefrem kaldt for byens tiggerkonge. Et brev, der udelukkende var adresseret til ”Odenses tiggerkonge” skal endda været nået frem til ham. Man fortalte i øvrigt, at smed man ham ned ad hovedtrappen, kom han hurtigt igen op ad køkkentrappen.

Mange penge blev indsamlet ved basarer, men deltagerne betalte også et beskedent kontingent, så virksomheden ikke fik karakter af almisser. Undertiden skulle der erlægges lidt ekstra, hvis man ville deltage i foreningens udflugter.

Fra juni 1921 kunne foreningen byde inden for i et lokale, som den havde lejet i det renoverede Skt. Knuds Kloster, men få år senere fik foreningen foden under eget bord, da den købte Bakkehuset på hjørnet af Kronprinsensgade og Nonnebakken. Her åbnede man i maj 1925.

Efter Petersens død faldt foreningens medlemstal støt og roligt, og i 1981 blev foreningen opløst og Bakkehuset solgt.