Genforeningsbrønden

Tegning af Genforeningsbrønden på Grand Hotel ca. 1920.
Postkort med tegning af brønden på Grand Hotel, ca. 1920 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I december 1920 stod en ombygning af Grand Hotel færdig. Hotellet var kendt som et af landets allerbedste af sin slags. Et samlingssted for Odenses bedre borgerskab og tilrejsende, og nu havde restaurationen, selskabslokalerne og værelserne fået en ordentlig omgang. Der var samtidig blevet indrettet nye værelser i tagetagen. Hotellet havde også store planer for hotellets gamle palmehave, og da haven blev genindviet den 15. december 1920, afslørede man Brønden. En stor kreds af indbudte var samlet på hotellet for blandt andet at se hoteldirektørerne Christian Richter Hartmann og Johannes Lekvens gave i forbindelse med ombygningen.

Den kunstfærdige brønd var lavet af smed Hans Rasmussen i Hudevad – som senere grundlagde Hudevad Radiatorfabrik – men selve ideen til brønden kom fra Jens Møller-Jensen, der var en af tidens førende malere og indretningsarkitekter. Han ville gøre lokalet med brønden til hotellets nye, naturlige samlingspunkt. Det skulle være en erstatning den gamle palmehave, som han beskrev som et sted ”med lumre farver, ditto møbler, syge og snavsede palmer og fuskeværk i dekorationer og oliemalerier”. Palmehaven skulle væk, ja selv navnet blev slettet, og lokalet blev i stedet kaldt Ved Brønden.

Arbejdet med lokalets nye midtpunkt – smedejernsbrønden – begyndte i 1919, da tiden var stærkt præget af krigsafslutningen og den forestående genforening. I april 1919 fik Odense – som man kan læse om det i årets Odensebog – besøg af ca. 330 sønderjyder, der havde siddet i en fransk krigsfangelejr. Mange steder blev der rejst genforeningssten og mindesmærker. Odense havde også planer om et mindesmærke, men det blev aldrig til noget – og dog. Brønden blev på sin vis byens mindesmærke, og ejendomsretten til brønden blev med det samme overdraget til Odense Kommune.

Grand Hotel blev opført 1896-1897 og var tegnet af arkitekt Niels Jacobsen. Det fik hurtigt ry som Odenses fine hotel (Odense Bys Museer).

Den ottekantede brønd fik megen ros i samtiden. Soklen var lavet af sort og hvid marmor og udført af billedhuggerfirmaet C. Ploug og Søn, mens Hudevadsmeden havde lavet smedejernsarbejdet, der var fyldt med symbolik. Foroven var der tre kranse, der repræsenterede Fyn, Sjælland og ikke mindst Jylland med Sønderjylland, og over kransene sad Odenseliljen.

De otte låge-felter omkring brønden var fyldt med ornamentik og mønstre, og på fem af dem stod vers forfattet af Kai Hoffmann, der senere skrev ”Den danske sang”.

Brønden var et barn af sin tid og led hurtigt en krank skæbne. Jazzmusikken og danseglæden fik hotellet på andre tanker, og allerede i midten af 1930’erne måtte brønden vige. Nu syntes nogle ligefrem, at den var grim. Under alle omstændigheder endte den i hotellets kælder. Det førte til flere læserbreve, og brøndens skæbne blev sågar en del af kommunevalgkampen i 1937. For kommunen havde jo fået brønden overdraget, og nu var den ganske stille forsvundet. Hotellet havde såmænd tilbudt den til kommunen til opstilling andetsteds, men man kunne øjensynlig ikke finde et passende sted.

I 1974 blev brønden flyttet til Hudevad Radiatorfabrik, hvor den i flere år stod i receptionen, og siden er den havnet på Genforenings- og Grænsemuseet lidt nord for Christiansfeld.