Genopstået fra de døde

1994-265-7c

Portrætfotografi af Rasmus Nielsen, der fingerede sin egen død i 1906 og seks år senere dukkede op som smørgrosserer i Brasilien (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

En oktoberdag i 1906 tog grosserer Rasmus Nielsen alene på havjagt fra Odense Fjord op mod Fyns Hoved. Han kom ikke hjem om aftenen som ventet, og da det var blæst op, blev familien hurtigt urolig. Nielsen var som sunket i jorden (eller rettere havet) trods utallige politiundersøgelser, og et par år senere, da man fandt resterne af et lig ved Sejerø, blev Nielsens enke tilkaldt og erklærede, at det kunne være hendes mands lig. Hun troede altså, at han var død, og sørgede for blomster til gravstedet.

Rasmus Nielsen var født i Toderup ved Særslev i 1865, og i Særslev gik han på højskole ved Venstrepolitikeren Klaus Berntsen. Hjemme begyndte han at arbejde med smørproduktion, og snart var han bestyrer for sognets andelsmejeri. Han blev også formand for den lokale brugsforening og fik dermed sine første konflikter med myndighederne i den nærliggende købstad, Bogense. Ikke underligt, for modsætningen mellem Venstre og Højre og mellem land og by var voldsom i de år. Da der samtidig var lurende strid mellem mejerierne og smørhandlerne, besluttede Nielsen sig for selv at tage til England for at se, om man kunne komme uden om smørhandlernes eksportavance.

Fra 1895 drev Nielsen egen smøreksportforretning i Nørregade 67 i Odense og blev tillige involveret i et detailudsalg på Klingenberg. Men flytningen til byen gjorde ikke vanskelighederne mindre. Der var problemer både med konkurrenter og med myndigheder, og det blev kun værre, da Rasmus Nielsen i 1900 blev arresteret for mulig fusk med en pengeforsendelse. Denne sag endte dog godt, da han fik en stor erstatning for uberettiget fængsling, og inden længe flyttede Nielsen sin forretning til Østre Stationsvej 4, den statelige, nyopførte ejendom på hjørnet af Nørregade. Og privat flyttede familien til Døckerslund ved Skibhusvej.

Men forretningerne var åbenbart ved at vokse Rasmus Nielsen over hovedet, og derfor planlagde han minutiøst sin forsvinden ved havjagten. Hunden blev forgiftet og smidt over bord og båden sænket, og om natten vandrede han fra Dalbybugten til Nyborg, hvorfra han tog natekspressen til Hamborg. Derfra sejlede han via England til Sydamerika, forklædt som katolsk pater.

I 1912 kontaktede Rasmus Nielsen sin mangeårige ven hjemme i Særslev, højskoleforstander Rasmus Nielsen (!), der havde troet, at vennen var død og havde fået trykt mindevers om ham. Samtidig kontaktede grossereren sin familie, der formentlig blev lige så overrasket.

I de forløbne seks år havde Rasmus Nielsen (alias Axel Malm) udviklet en forretning i Brasilien. Han havde her tjent nok til, at han kunne godtgøre de danske forsikringsselskaber de beløb, som var udbetalt til familien efter det formodede dødsfald. Familien rejste nu også til Brasilien, og sammen med sine sønner opbyggede Axel Malm et succesrigt smørgrossistfirma, der også fik betydning for udviklingen af brasiliansk osteproduktion. Rasmus Nielsen døde som velstående brasilianer i Rio de Janeiro i 1949 – af naturlige grunde uden at han havde genset sit fædreland.