Askebægre i byrådssalen

 

b0050919

På billedet fra byrådssalen i Odense, 1958, ses de socialdemokratiske byrådsmedlemmer Eli Rosenfeldt og Hans Nielsen (med cigaret) – og i bordpladen mellem deres pladser et af de mange nedfældede askebægre, udført i messing – som det meste i salen tegnet af arkitekt Bent Helweg-Møller. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Da røgen lagde sig

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I Odenses byrådssal er der kunstfærdigt udformede messingaskebægre nedfældet i bordpladen ved hver plads, hvilket jo nu er politisk ukorrekt.

Gennem mange år var det skik, at byrådsmedlemmerne pulsede løs, i hvert fald når det åbne byrådsmøde var overstået, og offentligheden var sendt uden for døren. På de lukkede møder var der tydeligvis en mere røgfyldt atmosfære.

I 1909 blev de første to kvinder valgt ind i Odense Byråd, og det stillede det cigarrygende byråd i en helt ny og penibel situation. Ordentlige kvinder røg jo ikke cigarer. De to nye kvindelige byrådsmedlemmer havde ikke sagt et ord under hele det åbne møde. Det var først, da det lukkede møde skulle til at begynde, at den konservative Sophie Jørgensen kort tog ordet: ”Jeg beder d’herrer tænde deres cigarer som sædvanligt (Tak!)” – og borgmesteren kvitterede høfligt med at betegne det som et godt varsel, ”at det første forslag fra damerne vandt enstemmighed”. De første ord af en kvinde i byrådet handlede altså om cigarer. Siden gik der flere måneder, inden en kvinde igen tog ordet.

Rygning forblev en del af kulturen, og da den nye byrådssal blev taget i brug i 1953, var der gjort plads til de dengang uundværlige askebægre. Da byrådet i 1970 fik fire ekstra medlemmer, blev der også lavet askebægre til dem.

Fra 1980’erne blev rygningen dog trængt af oplysningskampagner. Der blev mange steder indrettet særlige rygerum, og snart foreslog læger at indføre rygeforbud på alle offentlige steder. Siden gik det slag i slag. Først blev daginstitutioner røgfri, hvor børnene opholdt sig, og i alle statens lokaler blev der indført røgfri områder.

Reglerne gjaldt dog ikke amter og kommuner, men i 1995 vedtog Folketinget en lov om røgfrie miljøer i alle offentlige lokaler, transportmidler og lignende. Det var især den passive rygning, som man ville til livs. Loven trådte i kraft den 1. januar 1996, og kort forinden vedtog Odense Byråd et rygeregulativ for både ansatte og folkevalgte. Nu var det slut med at ryge på en lang række steder i kommunen. Sagen delte både ansatte og politikere. Nogle ansatte var utilfredse med, at rygning alligevel kunne tillades, hvis alle blot var enige om, at det ikke skulle forbydes. Det var for slapt og skubbede blot problemet ud på de enkelte kontorer.

”Det er påvist, at passive rygere har nikotin i blodet og aske i luftvejene, så derfor skal kommunen have en rygepolitik”, lød det fra venstremanden overlæge Arne Skipper under et møde i december 1995. Han sigtede især på svært rygende, midaldrende kvinder, der kun forstod et forbud – muligvis havde han sin sidemand i byrådssalen, venstrerådmand Ingrid Woetmann, i tankerne. Hun tændte i hvert fald som den første en smøg, da den åbne del af mødet var forbi. På det lukkede møde måtte politikerne nemlig gerne ryge – indtil nytår!