Ørnetæppet

 

Ørnetæppet

Udsnit af Ørnetæppet, som findes i krypten på Odense Domkirke, og som menes at være en gave til kirken fra kongens enke, dronning Edel, der senere blev gift med en hertug i Syditalien (Stadsarkivet).

Ørnetæppet

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I krypten under domkirken er det såkaldte Ørnetæppe udstillet. Et fornemt stykke tekstil, der er knyttet til Knud den Hellige. Silkestoffet kan formentlig føres helt tilbage til helgenkåringen af kongen i 1100.

Da Knud blev dræbt i Albani Kirke i 1086, søgte kongens enke, dronning Edel, tilbage til sin hjemstavn i Flandern i det nuværende Belgien med sin og Knuds lille søn, Karl. Dronningens far var greve af Flandern, og her blev sønnen sat i pleje. Dronningen selv blev gift igen, i 1091, denne gang med den normanniske hertug Roger af Apulien, i det nuværende Syditalien. Hun havde dog ikke glemt Danmark og sin første mand.

Omkring 1120 skrev den engelske munk Ælnoth i Skt. Knuds Kloster sin berømte krønike om Knud den Helliges lidelseshistorie. Heri fortæller han, at Edel sendte ”rige gaver til Danmark til pryd for hendes elskede mands dyrebare jordiske levninger”. Blandt gaverne var utvivlsomt også Ørnetæppet. Silken kan være bragt hjem af Knud den Helliges bror, Erik Ejegod (1095-1103), der i 1098 rejste til Rom for at opsøge paven, men som også besøgte Bari i Apulien.

Da Edel var bosat i Syditalien, er det nærliggende, at klædet kunne være lavet der. Men tæppet kunne også komme fra Byzans. I hvert fald er mønstret typisk for både byzantinsk og persisk silkekunst. Silketæppet er nemlig dekoreret med en stiliseret ørn med udbredte vinger og halefjer. Ørnen er et klassisk symbol på magt og er ofte forbundet med kongemagten. I næbbet holder ørnen en ring med et vedhæng, mens kløerne hviler på bånd med nogle tegn, der ligner skrift. Hidtil har ingen dog kunnet tyde indskriften.

Mønstret er blåsort på en rød eller purpur bundfarve. Purpurfarven lader antyde, at stoffet var lavet til særlig fyrstelig brug, i hvert fald blev farven både i Rom og i det byzantinske rige brugt af herskere. Ørnene er indrammet af ovale blomsterornamenter, og ovalerne er indbyrdes forbundet i top og bund og til siderne. Tæppets høje kvalitet og selve motiverne med ørne peger også i retning af Byzans (det nuværende Istanbul) – eller i hvert fald et værksted, der arbejdede med byzantinsk kunst. Det ligger samtidig nogenlunde fast, at tæppet stammer fra omkring år 1100.

Hvorvidt Knud den Helliges jordiske rester ligefrem blev svøbt i det fornemme silkeklæde, er svært at sige. I dag måler klædet ca. 110×133 cm, men det er ikke intakt. Der har været klippet og revet i klædet flere gange. Det oprindelige silkeklæde var mindst 195 cm bredt.

Det fortælles, at Frederik 7. i sin tid skulle have klippet et stykke af tæppet. Det ved man i realiteten intet om. Til gengæld er det sikkert, at kongen i 1863 klippede et stykke af en silkepude fra helgenskrinene som brudegave til prinsesse Alexandra, der senere blev engelsk dronning. Denne skændige handling vedgik kongen endda på en vedlagt besked om, at stykket stammede fra Hellig Knuds pudevår!