Thomas Kingo statuen

 

b0007843

Fra en torvedag i Odense kort efter år 1900 – der handles uden for domkirken. Med lys hat er det gartner Olsen fra Nyborgvej, der kan glæde sig over god tilstrømning til sin stadeplads. I baggrunden Kingostatuen ved Fyens Stifts Læseforening (Stadsarkivet).

 

Den selvbevidste biskop

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det er langtfra første gang en stor byomdannelse er i gang i Odense. Det skete også i kølvandet på industrialiseringen for mere end 100 år siden, og indflydelsesrige odenseanere bestemte dengang, at byen samtidig skulle forskønnes.

Det var et led i den proces, at der blev rejst statuer over store mænd – kvinder tænkte man ikke på i den forbindelse. Nogle af statuerne forestillede konger som f.eks. Frederik 7., men der var også plads til nogle af byens store sønner som f.eks. H.C. Andersen og C.F. Tietgen. Der gik ikke lang tid efter deres død, før det blev besluttet at rejse statuer af dem.

Anderledes var det med Thomas Kingo. Den fattige væversøn fra Slangerup var biskop i Odense fra 1677 og frem til sin død i 1703. Han markerede sig som en dygtig administrator og en selvbevidst herre, og han lagde stor vægt på sin placering i toppen af det lokale samfundshierarki. Han havde flere stridigheder med stiftamtmænd og magistrat, men det var først og fremmest som salmedigter, at Kingo slog sit navn fast, og en stor del af hans salmer er skrevet i Odensetiden.

Derfor var det ikke så overraskende, at der i 1875 blev rejst en buste af Thomas Kingo ved hans gamle arbejdsplads, Skt. Knuds Kirke. Allerede i 1870 havde en komité udsendt den første indbydelse. Målet var at indsamle penge til en statue, der skulle laves af billedhuggeren Theobald Stein, der i forvejen var kendt for sine portrætfigurer. Blandt underskriverne på indbydelsen var ingen ringere end N.F.S. Grundtvig. Repræsenteret var også C.T. Engelstoft, der var biskop i Odense.

Da man den 9. juni 1870 udsendte endnu en indbydelse, var antallet af folk, der støttede op om initiativet, steget til 36, og det var ikke kun lokale, men i lige så høj grad ledende meningsdannere fra hele landet, der støttede op om Kingobusten. I løbet af det næste års tid blev der samlet godt 1.350 rigsdaler sammen. Det var omtrent to tredjedele af det beløb, der var brug for. Komiteen skønnede, at de manglende penge nok skulle komme, så man regnede med at have busten klar den 14. oktober, der var Kingos dødsdag. Om Gud vil, som man skrev. Det gik dog ikke helt, som præsten prædikede. Domkirken, hvor Kingo havde virket, var ved at blive restaureret, og derfor blev planen forsinket. Først den 14. oktober 1875 blev busten af Kingo afsløret ved kirkens nordside.

Forsinkelsen gjorde, at Grundtvig ikke nåede at se busten, da han døde i september 1872. Til gengæld var der mange andre prominente borgere til stede ved afsløringen. Med Kingobusten hyldede byen en af de store mænd i Danmarkshistorien. Det nationale var i højsædet efter nederlaget i 1864. Man værnede om det danske sprog mod det fremmede, især tyskheden, og sluttede sig sammen om at genrejse Danmark. Og byen fik sig den anden statue i en lang række.