Grænsen mod syd var sløjfet

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Ved mindesmærket på Assistenskirkegården over soldater fra Odense-garnisonen, der faldt i Sønderjylland den 9. april 1940, ses formanden for Soldaterforeningernes Fællesrepræsentation i Odense, Carl Zinglersen, guldsmed, med en krans. Da stenen blev rejst i eftersommeren 1940, var tyskerne i landet og teksten et problem, derfor Danmarkskortet i stedet (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Besættelsestidens ofre har mange monumenter i Odense. Det ældste blev allerede afsløret i november 1940 og blev rejst til minde om de to menige Frode P.K. Nielsen og Poul Søgaard, der begge faldt om morgenen den 9. april 1940, da soldater fra garnisonen i Odense var med i kampene ved den dansk-tyske grænse.

Frode Nielsen blev dræbt ved Sdr. Hostrup, da han blev ramt fra luften, mens han på cykel var på vej til en stilling, han havde fået anvist. Han var søn af købmand Niels K. Nielsen på Faaborgvej og delingsfører i FDF, og FDF’ere stod fanevagt ved hans kiste.

Poul Søgaard døde under kampene ved Bredevad, hvor han lå med sin gruppe. Han var søn af montør P. Søgaard, Abigaelsvej 22, og havde arbejdet på Haustrups Fabrikker. Begge blev bisat fra Ansgars Kirke den 14. april med blot 1½ times mellemrum og begravet på Assistenskirkegårdens nye del.

I alt mistede 16 danske soldater livet ved grænsen den 9. april, heraf tre grænsegendarmer. Seks af de 16 stammede fra garnisonen i Odense og var kort tid før besættelsen blevet udkommanderet til tjeneste ved grænsen. Fire af de seks havde andetsteds hjemme, men to af de faldne blev altså begravet på Assistenskirkegården. Fra soldaterforeningernes side ville man gerne sætte en mindesten på graven, men under den tyske besættelse var det en kilden sag at udforme et minde, som både var værdigt, og som samtidig ikke udfordrede besættelsesmagten unødigt.

Mindesten for menig 724 Poul Søgaard og menig 410 Frode P.K. Nielsen på Assistenskirkegården, 2021 (Niels Holmgaard fot., Stadsarkivet).

Det blev Odensearkitekten Axel Jacobsen, der få år før havde tegnet Kirkegårdskapellet, der løste problemet på en overbevisende måde. Soldaterne blev på den udvalgte, godt 2 meter høje vandreblok af granit mindet med deres navne, datoen 9. april 1940 samt omridset af et Danmarkskort. Det er værd at bemærke, at Danmarkskortet ikke har nogen markeret grænse mod Tyskland, men kun et omrids, der går syd for den nuværende grænse.

Da stenen blev afsløret den 9. november 1940, frygtede man endnu, at tyskerne ville flytte grænsen mod nord, men det blev der som bekendt ikke noget af – og set fra et tysk synspunkt var det også overflødigt: De havde jo allerede sikret sig hele Danmark. Derudover blev der nedlagt mindeplader på gravene for de to faldne på gravstedet, der var stillet til rådighed og skulle vedligeholdes af Odense Kommune. Stenarbejdet blev udført af Hans Jørgensen & Søn, der også havde stillet stenen gratis til rådighed.

Der blev holdt flere taler ved mindestenens afsløring. Blandt talerne var oberstløjtnant Sv. Claussen, der talte om uvejret, der brød ud, og om, hvordan han havde givet ordren til at rykke ud for at ”dæmme op mod uvejret”. Folkene havde kæmpet tappert og nogle betalt en høj pris. ”Vi, der står tilbage, kan fortælle om en hensynsfuld modstander, hensynsfuld midt i kampens hede, så vi ikke mistede flere, end vi gjorde. Men den moder, der har mistet sin søn, har mistet nok”, lød det afslutningsvis.