Gud, røg og sex i automater

b0027436c

Wittenborg automat foran supermarked på L.A. Rings Vej 98-100. Billedet er formentlig taget i 1960’erne (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I 1950’erne og 1960’erne havde enhver lille købmand, ismejeriet og andre småhandlende en automat, hvor alt kunne købes – kaffe, blade, slik og nylonstrømper. Danmark var nok landet med flest automater pr. indbygger.

En af de store slagvarer i automaterne var cigaretter, og derfor var det også en mindre omvæltning, da automatfabrikken Wittenborg i 1963 indstillede fabrikationen af cigaretautomater. Det havde ellers være fabrikkens guldæg, og det udgjorde stadig en væsentlig del af omsætningen. Men salget af cigaretautomater var gået tilbage, og cigaretautomater var ikke længere så lukrative at producere og sælge, som de havde været engang. Men der var også andre mere moralske grunde til at stoppe produktionen.
”Min samvittighed har været noget belastet over at bidrage til salg af en vare, der betragtes som sundhedsfarlig”, forklarede direktør Erik Wittenborg. Det var Guds vilje. Det faldende salg var Herrens måde at fortælle fabrikken, at de skulle stoppe fabrikationen af tobaksautomater.

Det var ikke første gang, at der blev truffet en afgørelse, hvor man henviste til Guds indgriben. Måske var det også derfor kommet som et chok, da fabrikkens ledelse fik kendskab til, at en af fabrikkens automater blev brugt til kærlighedsformidling. Det var verdens angiveligt største kontaktbureau, Aktino-akademiet, der i 1964 havde premiere på sit nyeste indfald, en ”dating-automat” ophængt på Åboulevarden på Frederiksberg. Kontaktbureauet var allerede røget en tur i mediemøllen med nogle såkaldte kærlighedsture på Øresund, som virksomheden arrangerede, og automaten var blot det nyeste påhit.

Ved indkast af tre gange 5 kroner trak man en kupon til intime rendezvous-arrangementer. På kortet skrev man sit navn, ægteskabelig stilling, adresse og telefonnummer – og så fik man inden for ca. fire dage et stævnemøde. Købte man yderligere tre kort og kontaktede Aktino pr. telefon, kunne der etableres et møde straks!

Hos Wittenborg var ledelsen alt andet end begejstret for at pryde dating-automatens forside med sit firmanavn. Det var en fejltagelse. Firmaet havde blot leveret en billetautomat til opsætning i København og havde ikke haft nogen anelse om, hvad køberne ville bruge automaten til og forsøgte straks at kalde den tilbage.

Aktino-akademiet havde bestilt et større antal automater, som skulle sættes op i blandt andet Odense, Aarhus og Aalborg, men Wittenborg glædede sig over, at man kun nåede at levere én automat på prøve. Det kom ikke på tale at levere flere.Spørgsmålet var også, hvorvidt sådanne automater var lovlige. Politiet blev sat på sagen, og siden blev der meget stille om ”dating-automaten”.

I 1970’erne og 1980’erne forsvandt automaterne næsten helt fra gadebilledet, selv om nogle få overlevede på skamfulde steder, hvor der blev solgt pornohæfter.
Da døgnkioskerne dukkede op, gik jagten på de allersidste automater ind med ekstra styrke. Nu var der slet ingen grund til at have en automat hængende udenfor. Forinden valgte Wittenborg dog at droppe de gamle automattyper og specialisere sig helt og holdent i automater til fødevarer og drikkevarer – ikke mindst kaffeautomater.