Håndsoprækning ved Odenses første folketingsvalg

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Carl Emil Bardenfleth blev valgt som Odenses første repræsentant i Folketinget. Bardenfleth blev opdraget sammen med den senere Frederik 7. og var som ung ansat ved hans hof. Siden blev han amtmand i Odense og justitsminister (Stadsarkivet).

Efter 1849-grundloven lå den lovgivende magt hos et folketing og et landsting. Det allerførste valg til Folketinget blev afholdt den 4. december 1849. På valg var 100 medlemmer til det nye ting, og landet var inddelt i 100 enkeltmandsvalgkredse. Hvert valgdistrikt omfattede ca. 12.000 indbyggere, og købstæder på den størrelse blev ét valgdistrikt. Odense Amts 1. valgdistrikt bestod af Odense Købstad med dens tre landsogne – Skt. Knud, Skt. Hans og Vor Frue – samt Sanderum, Dalum og Paarup sogne.

I hele landet blev kandidaten kåret i 43 valgkredse. I de andre 57 valgkredse blev der afholdt en egentlig afstemning. I Odense blev tidligere justitsminister Carl Emil Bardenfleth kåret og ”med stor, enstemmighed grænsende majoritet valgt til folketingsmand i Odense Amts 1. valgkreds, hvor han var eneste kandidat”, som Fyens Stiftstidende skrev. Det fynske folketingsmedlem stammede egentlig fra København og havde blandt andet været knyttet til hoffet som hofchef for kronprins Frederik (7.), da denne var guvernør over Fyn, men af helbredsmæssige hensyn søgte han bort og blev i 1843 i stedet stiftamtmand over Fyn.

Odenses gamle rådhus fotograferet kort før nedrivningen i 1880 (Stadsarkivet).

Selve valget af byens første folketingsmedlem foregik noget anderledes end i dag. På valgdagen indledte valgbestyrelsens formand, borgmester Christen Estrup, valget med nogle passende ord og udbragte et leve for kongen, som af forsamlingen blev modtaget med et nifoldigt hurra. Så trådte historikeren, dr.phil. Caspar Paludan-Müller frem. Han havde repræsenteret Odense i den grundlovgivende rigsforsamling, men ønskede ikke at fortsætte, da han led af stærk tunghørhed. Han anbefalede i stedet Bardenfleth, der ifølge Paludan-Müller ville være ”en passende repræsentant for Odense Valgkreds”. Derpå talte kandidaten selv til forsamlingen. Han greb straks tyren ved hornene. Mange nærede nemlig betænkelighed ved at stemme på ham, da han allerede som minister havde adgang til Rigsdagen, men det mente Bardenfleth kun var en fordel. ”Og vidner det ikke om enighed og samdrægtighed, når de mænd, som kongen har valgt, og med hvilke han har omgivet sig [dvs. regeringen], også bliver valgt af folket”, spurgte Bardenfleth retorisk.

Ellers kredsede talen om nogle af tidens store spørgsmål, som f.eks. krigen i Slesvig, den nye grundlov og næringsloven. Til sidst blev der stillet et par spørgsmål til kandidaten, og da ingen havde mere at sige, erklærede formanden forhandlingerne for afsluttede og opfordrede dem, der ville stemme på minister Bardenfleth, om at række hånden i vejret.
Bardenfleth blev som sagt valgt med stor enstemmighed. Avisen anslog, at omkring 1.000 stemmeberettigede mødte frem, men det var i virkeligheden kun meget få, der havde stemmeret. Vælgerne skulle være fyldt 30 år, hvilket var højere end myndighedsalderen (25 år). Og det var kun danske mænd, der havde stemmeret, og kun hvis de var uberygtede og havde egen husstand. Der var også krav om, at man skulle have haft fast bopæl i valgdistriktet i mindst ét år og ikke fik eller havde fået fattighjælp, som ikke var betalt tilbage eller eftergivet.