Helveg og lille Vartov

LudvigHelveg

Sognepræst ved Gråbrødre Hospital Ludvig Helweg (1818-1883) (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I 1857 flyttede en ny, lærd præst ind i præstegården på Gråbrødre Plads. Navnet var Ludvig Helveg (1818-83). Han havde flere teologiske afhandlinger på samvittigheden og vendte nu tilbage til sin fødeby. Han havde egentlig stræbt efter en videnskabelig karriere på Københavns Universitet, men da han var grundtvigianer, var vejen spærret. I stedet blev han kapellan ved Odense Domkirke og præst ved Hospitalskirken. Det blev især i hospitalskirken, han satte sit aftryk.

Hospitalskirken havde i årevis været noget forsømt, men efter Helvegs ankomst blev kirken hjemsted for et spirende grundtvigsk miljø. Grundtvigianere fra nær og fjern begyndte at samles under Helvegs prædikestol, og han indførte også Grundtvigs festsalmer i stedet for den autoriserede salmebog.

I præstegården samlede Helveg en aften om ugen en kreds af grundtvigianere. Her kom ikke blot lokale folk, men også folk fra oplandet, blandt andet friskolelæreren i Højby, Klaus Berntsen, der senere skulle blev en kendt politiker.

Da Christen Kold i 1862 flyttede sin højskole til Hjallese, opstod der straks en livlig forbindelse mellem ham og Helvegs venner. Og da Odense fik en grundtvig-koldsk friskole, Odense Friskole, var Helveg blandt skolens faste støtter. Han oprettede fripladser på skolen, og pastor Helveg underviste selv på skolen.

b0019525

Da Hospitalskirken i årene 1873-1876 blev ombygget og forskønnet fik den ved en indsamling iblandt sognepræst Ludvig Helvegs venner en altertavle. Det var kunstner Christen Dalsgaard, der lavede tavlen, der viser den barmhjertelige samaritan, som har ført den syge til herberget og giver værten i det de to guldstykker (Postkort, Stadsarkivet).

Helveg var dog først og fremmest præst. Han lignede en ”nordisk evangelist” med hvidt hår og åndfulde ansigtstræk, men han var ikke særlig veltalende, stemmen var hæs og uden kraft og klang. Han var dog bedre som prædikant end som sjælesørger, og det skyldtes ikke mindst den inderlighed, der prægede hans forkyndelse. Den sikrede ham en stor tilhørerskare i Hospitalskirken, der på mange måder var et sidestykke til den grundtvigske menighed i Vartov i København. Hans budskab om, at kristendom ikke blot var dyb alvor, men også en stor glæde, vandt genhør. Fynboerne kom langvejs fra for at blive styrket og oplivet ved det fællesskab, der trådte dem i møde i den lille kirke. Så tog man med, at hans prædiken også kunne være noget ustruktureret – eller, som det er sagt, ”en ustandselig åndsstrøm uden komma eller punktum, bølgeslag på bølgeslag”.

Helveg var en nidkær talsmand for Grundtvigs kirkelige og folkelige frihedskrav. Men var f.eks. også et ivrigt medlem af den 1861 stiftede Dannevirkeforening og en trofast ven af sønderjyderne, ligesom han var med til at danne Odense Amts Skytteforening i 1865.

Da Helveg i 1882 holdt 25-års jubilæum som præst i Odense, skrantede helbredet. Hans hukommelse svigtede, og derfor holdt han de sidste år en hjælpepræst, nemlig Emil Koch, der også blev hans efterfølger. Den voksende svagelighed tvang ham i 1883 til at søge sin afsked. Det var hans mening at flytte til København. Netop som den vogn, der skulle køre ham til jernbanestationen, holdt for døren, havde han rejsetasken i hånden og sagde farvel med ordene: ”Nu er jeg rejsefærdig”. I samme øjeblik segnede han om, ramt af et slagtilfælde og døde umiddelbart efter, den 5. september 1883.