Hep, hep, hurra for Odense

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

For nylig blev der afsløret et mindesmærke for den amerikansk-franske sanger og danser Joséphine Baker (1906-1975) blandt de udødelige i Panthéon i Paris. Hendes jordiske rester befinder sig dog stadig i Monaco, hvor hun boede ved sin død. Da hun i 1928 for første gang optrådte i Danmark i sit berømte bananskørt, vakte det stor opsigt og hos nogle også forargelse.

I november 1933 kom Joséphine Baker til Odense. Det var indehaveren af Odenses største musikhandel i Klaregade, Vilhelm A. Lang, der fik lavet aftaler med både Louis Armstrong og Joséphine Baker om at komme til byen inden for en uge. Lang var i forvejen kendt i byen som en ihærdig arrangør af klassiske koncerter, men havde nu ”slået sig på den sorte kunst”.

Satiretegnerens opfattelse af jazzmusikeren Josephine Bakers besøg i Odense 1933 (Tegning i Den fynske Gabestok, Lokalhistorisk Bibliotek).

”Den excentriske dame med de mandelformede brune sveskeøjne dirigerer sine verdensberømte 16 Bakerboys, og det bliver sikkert ikke nogen helt almindelig koncert, man kommer til at overvære”, skrev Fyens Stiftstidende som optakt til den kommende koncert: ”Det bliver med jazzhyl og kropsvridninger, som man ikke i sin vildeste fantasi har drømt om. Men hele forestillingen skal – efter sigende – være fænomenal. Bl.a. synger Madame Joséphine alle sine grammofonsuccesser. Joh, der skal nok blive urskovsstemning i Fyns Forsamlingshus på onsdag. Balkonsøjlerne vil for ens indre øjne forvandle sig til fyldige, grønne palmer, mens man drømmende lytter til de sælsomme toner”.

Som Fyns Forsamlingshus’ bestyrelse ønskede sig Josephine Baker. Bestyrelsen for forsamlingshuset udtalte til bladene, at det var både første og sidste gang, man lejede huset til optræden af hende (Tegning i Den fynske Gabestok, Lokalhistorisk Bibliotek).

I pressen var forargelsen åbenlys, og den tog til i de følgende dage. Højskoleforstander Ejnar Skovrup, Kerteminde, skrev et par harmdirrende læserbreve, hvori han tog skarpt afstand fra, at Fyns Forsamlingshus blev brugt til den slags optrædener. Hans vrede var især rettet mod Joséphine Bakers skødesløse påklædning og det, at forsamlingshuset ville blive fyldt af et publikum, der bare skulle ”hen og se det dristigste, mest udfordrende og sansepirrende, loven tillader”. Balladen i de odenseanske dagblade bredte sig til landsdækkende aviser, og Fyns Social-Demokrat syntes ikke, det var heldigt, at Odense dermed så ud som ”verdens mest snerpede by”. Til gengæld kunne arrangøren dårligt have ønsket sig en bedre reklame.

Anmeldelserne af Armstrongs optræden var mildt sagt forbeholdne, men for Joséphines vedkommende var anmelderne mildere stemt. Der var godt fyldt i forsamlingshusets store sal, da hun et par dage senere kom til Odense for at optræde.

”Når hun spillede løs med hele sin bronzekrops fuldendthed og sine lange ben, ejede hun selv i de mest groteske løjer en charme og elegance, som ikke et eneste øjeblik kunne virke eller virkede fornærmelig”, skrev Fyns Venstreblad og fortsatte, at ”da hun forstod, at hun havde sejret, lo og strålede hun, og til allersidst udbragte hun i sin begejstring et Hep, Hep, Hurra for Odense”. Ja, bladet gik så vidt som til at slå fast, at ”Hvis Josephine Baker havde været hvid, dansk og en smule sværere, ville hun formodentlig være blevet en folkekær Liva Weel nummer to … De stråler begge to af humør, knitrende lune og barokke indfald”.

Den amerikanske verdensstjerne Josephine Baker var igen i Odense i 1957. Ved sit besøg i 1933 havde hun forarget byens borgerskab med sin udfordrende optræden. Senere var hun blevet en feteret stjerne. Hendes rådhusbesøg i 1957 blev også markeret med et foredrag om raceforskelle, men hér skrives der i gæstebogen. Til højre ses kommunaldirektør Søren Hansen og Odenses borgmester I. Vilh. Werner med cigar i munden (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).