Hold dog til højre

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Sporvognen på vej gennem Vestergade i 1913 (Stadsarkivet).

De første spæde tanker om en sporvej i Odense dukkede op allerede i 1868, og siden fulgte flere. Disse initiativer løb dog alle ud i sandet. Det sidste forslag fra 1897 blev afvist af kommunen, da man overvejede at anlægge en kommunal, elektrisk sporvej.

Da både København og Aarhus fik elektriske sporvogne, steg presset på Odense. I 1907 fortalte f.eks. Fyns Social-Demokrat læserne, at der var brug for at få bygget gode, små huse lidt uden for byen, hvor jordprisen var lavere. Afstanden ville ikke være noget problem, da den elektriske sporvej ikke længere var ”nogen fremtidsdrøm, men det er en tanke, som daglig rykker sin realisation nærmere”.

I juli 1910 vedtog byrådet enstemmigt at støtte kommunens engagement i aktieselskabet Odense Elektriske Sporvej. Kommunen erhvervede halvdelen af aktiekapitalen i selskabet og hæftede samtidig for gælden. Og så gik det stærkt. Den første sporvejslinje stod klar til åbning i september 1911.

Kort før 1. verdenskrigs udbrud var trafikken i Kongensgade endnu stærkt begrænset, men sporvognene, der tilmed havde vigespor, så de kunne mødes her, repræsenterede fremtiden. Længst til venstre Hotel Odense (Kongensgade 28) og i nr. 32 Varehus Carl Friis, der var tydelig amerikansk inspireret, og som tilmed fik facaden belyst af projektører i fortovet (Stadsarkivet).

Pressen var generelt begejstret. ”Kørslen var let og behagelig og vognene overmåde rummelige”, lød det i Fyns Venstreblad. Nu var Odense kommet på omgangshøjde med andre storbyer. Der blev dog dryppet en anelse malurt i bægeret, da avisen også skrev om en ulykke på åbningsdagen: ”Hesten foran et ponykøretøj blev i formiddags på Vestergade sky for en sporvogn. Vognen væltede, men en dame, der var kusk, tog ingen skade”.

Byens indbyggere skulle lige vænne sig til den nye type køretøj. Pressen skrev efter åbningsdagen om flere pudsige episoder. En mand var f.eks. kommet kørende i Vestergade, da en sporvogn nærmede sig. Manden veg lidt til side, men da han så, at den mærkelige vogn blev ved med at køre midt på gaden, vinkede han til vognstyreren og råbte: ”Hold dog til højre menneske! Hold til højre!” Sporvognen kunne imidlertid ikke undvige.

Det kneb stærkt for mange kuske at passe deres kørsel, ”og adskillige af dem har endnu ikke forstået, at de ikke kan køre og ”sove” på gaden”, skrev pressen og fortalte, at en ung mand havde kørt sin vogn ud fra porten i en ejendom og ud på sporvejsskinnerne tæt foran en sporvogn. Vognstyreren bremsede, så passagererne på forperronen tumlede om mellem hinanden. Det lykkedes akkurat at stoppe sporvognen, mens den uheldige kusk i ren befippelse piskede på sin hest og med hele køretøjet raslede ind på Østre Stationsvejs fortov.

I 1911 var sporarbejdet er i fuld gang i Kongensgade og bagefter blev der så asfalteret. Første sporvogn kørte 9. september 1911 og det kostede 10 øre for voksne at komme med, mens børn betalte halv pris (Stadsarkivet).

Og så var der larmen. I et læserbrev i Fyens Stiftstidende kritiserede overlærer Th. Hertel den voldsomme støj, sporvognene genererede, når de kørte forbi skolerne. Ud over larmen var Hertel bekymret for sikkerheden omkring kørslen ved skolerne.

Siden blev der mere stille om sporvognene, og i 1920’erne blev der lagt nye skinner. Men allerede sidst i 1930’erne blev sporvognene presset af den stigende trafik på byens gader, og i 1952 var det slut.