Ikke noget med bolle-å

B0020536d

Et kig hen ad Store Graabrødrestræde, senest en gang i 1920’erne, med søstrene Haagerups forretninger til højre i billedet (Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Et af de efternavne, der går igen i historikeren Rie Holms bog om Dansk Kvindesamfunds virksomhed i 1890’erne, er Haagerup. Hele fire søstre møder vi i bogen, og i hvert fald tre af dem var med i foreningen. Den ene af søstrene, Johanne Haagerup, havde endda i 1889 været med til at stifte Odense Kvindeforening, som senere gik op i Dansk Kvindesamfunds lokalafdeling.

De fire søstre var øjensynlig vokset op i ydmyge kår på Midtfyn, hvor faderen var skrædder. Der var mindst syv børn i flokken, født over en periode på ca. 17 år. Familien boede først i Rynkeby ved Ringe, men flyttede senere til Sdr. Nærå. I 1890’erne var alle fire søstre flyttet til Odense, og de holdt sammen livet igennem. De tre af søstrene, Maren, Anne Marie og Karen Lucie, drev i mange år et kagebageri i Store Gråbrødrestræde 3, og i samme ejendom havde den fjerde søster, Johanne Haagerup, andel i en glas- og porcelænshandel. Det var med andre ord fire selverhvervende kvinder, og de var på den måde typiske for en stor del af Dansk Kvindesamfunds medlemmer i foreningens første årtier. Forretningerne ophørte i 1920’erne, og snart efter døde tre af søstrene – i perioden 1927-32. Den sidste af søstrene, Karen Lucie, blev som den eneste rigtig gammel og døde først i 1953.

Johanne Haagerup var den af søstrene, der trådte mest frem. Helt til sin død i 1927 var hun medlem af lokalafdelingens bestyrelse, en tid også kasserer. Hun var f.eks. aktiv for, at fredssagen skulle tages op til behandling i kvindesamfundet, og i 1894 var hun medunderskriver, da man henvendte sig til Odense Byråd for at få afskaffet den offentlige, politikontrollerede prostitution.

I sin erindringsbog, Dengang i Odense, har Kylle Topp (1904-1985) beskrevet bagerforretningen. Den virkede angiveligt gammel allerede omkring 1. verdenskrig og var af den slags, hvor en lille klokke bimlede hyggeligt, når man trådte ind på de hvidskurede, sandstrøede gulvbrædder. Der var marmorplade på disken, og under glasklokker på hvide fajancetallerkner lå de haagerupske småkager – selvfølgelig bagt i rent smør. I vinduet var der altid tre slags store kager til at skære af – æblekage, lagkage og smørkage. Ifølge Kylle Topp var smørkagen kendt over hele byen, men heldigvis var ”kalorierne ikke opfundet dengang, så vi smovsede bare i os”.

Søstrene så ikke ud til at nyde de gode sager selv – de så tværtimod magre og strenge ud i højhalsede skjortebluser med stiv flip, skinkeærmer og skinnende hvide, stivede forklæder over de grå nederdele. Der var heller ingen hår på afveje på deres ærværdige hoveder: ”Jeg synes næsten, man kan se dem for sig, når man siger navnet, Haagerup, med langt aa. Ikke noget med bolle-å, selv om det var en bagerforretning”.