Luftfoto fra 1938 ud over kvarteret ved Store Glasvej-Ørstedsgade-Kanslergade, hvor Arbejdernes Boligforenings første byggeri kom til at ligge. Kanslergade ses forrest, med et knæk mod venstre, Ørstedsgade til højre, mens Store Glasvej ligger bagerst med forbindelse til Kanslergade (til venstre) og Ørstedsgade (til højre) (Odense Stadsarkiv).
af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær
Odense voksede voldsomt i årtierne omkring 1900, og normalt var der et udbud af lejligheder, som nogenlunde svarede til behovet. Men i årene omkring 1. verdenskrig blev denne ligevægt forstyrret. Første gang, kommunen blev indblandet, var i 1911, da man ved oktober flyttedag kunne konstatere, at 30 familier stod uden tag over hovedet. Kommunen indkvarterede i første omgang familierne i den tomme rytterkaserne, men nu var boligspørgsmålet for alvor kommet på den kommunalpolitiske dagsorden.
De stærkt stigende byggeomkostninger under 1. verdenskrig fik byggeriet til at gå i stå. Byrådet enedes hurtigt om forskellige midlertidige foranstaltninger og om de første byggerier af lejligheder til husvilde. Men situationen førte også til, at arbejderbevægelsens repræsentanter interesserede sig for, om man ikke kunne finde nogle mere varige løsninger på problemet, som først og fremmest ramte økonomisk dårligt stillede familier.
Inspiration skulle man ikke lede længe efter. I 1912 havde fagforeningsfolk i hovedstaden nemlig oprettet Arbejdernes Boligforening, der hurtigt var kommet i gang med opførelsen af boliger til medlemmer, og tanken om en tilsvarende organisation vandt hurtigt genklang i Odense. En samtale mellem redaktøren af Fyns Social-Demokrat, Emil Marott, og vognstyrer Chr. Christiansen i en sporvogn i foråret 1916 blev efter sigende afgørende. De to fik hurtigt arbejderbevægelsen til at nedsætte et udvalg, som skulle undersøge mulighederne for at oprette en andelsboligforening i Odense.
I juni 1916 var udvalget på besøg hos de københavnske foregangsmænd, og i september var der stiftende møde i Folkets Hus i Dansestræde. Trods forskellige advarsler var der her 40 af de fremmødte, som tegnede sig for en medlemsandel på 400 kr. Dermed var foreningen en realitet, og Emil Marott blev dens første formand. Den første forretningsfører blev Chr. Christiansen, der fremhævede, at foreningens byggerier ikke blot skulle være til gavn for arbejderne, men også til pryd for byen.
Arbejdernes Boligforening kom i gang med opførelsen af boliger allerede ni måneder efter sin stiftelse. Odense Kommune stillede en grund billigt til rådighed i den lidt skæve firkant mellem Store Glasvej, Ørstedsgade og Kanslergade. De to ejendomme med opgangene Store Glasvej 43-45 og Ørstedsgade 40-42 stod klar til indflytning med i alt 24 lejligheder i oktober samme år, og i de følgende år blev der bygget både her og i andre af byens kvarterer. Da foreningen kunne fejre tiårsjubilæum, ejede den 27 ejendomme med tilsammen 465 lejligheder, to bagerier og 13 butikker, og den lokale arkitekt Hjalmar Kjær havde slået stregerne til dem alle.
Om Odense 