Arbejdernes Boligforening

 

b001158528229

Luftfoto af Arbejdernes Boligforenings første byggeri i Odense i firkanten ved Store Glasvej, Ørstedsgade og Kanslergade, 1938 (Stadsarkivet).

 

Gode, sunde boliger

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I 2016 fejrede Arbejdernes Boligforening sin 100 års fødselsdag blandt andet med udgivelsen af en jubilæumsbog. Folkene bag boligforeningen havde rod i arbejderbevægelsen, og de drømte om at bygge billige og sunde boliger med lys og luft til Odenses arbejdere.

Det fortælles, at kimen til foreningen blev lagt i en sporvogn en aprildag i 1916. Her stod den socialdemokratiske folketingsmand Emil Marott, som også var redaktør af Fyns Social-Demokrat og medlem af Odense Byråd, og talte med vognstyreren Chr. Christiansen. Emnet var den fortvivlende boligsituation i byen. Begge var enige om, at der måtte gøres noget. Marott havde allerede mange jern i ilden, og han var en af Socialdemokratiets mest fremtrædende skikkelser lokalt og aktiv i flere af byens kooperative foretagender. Chr. Christiansen havde arbejdet som tømrer i udlandet og havde her set, hvordan kooperative byggeforetagender vandt frem.

De to mænd var tillige inspireret af Arbejdernes Boligforening i København, som var stiftet i 1912. Sådan noget måtte Odense også have, syntes de. Arbejderne skulle selv stå for byggeriet, så huslejen blev holdt nede. Der var opbakning fra byens fagforeninger til ideen, og den 11. september 1916 var man klar til at danne en andelsboligforening, Arbejdernes Boligforening i Odense – den fjerde af sin slags i Danmark, men den første andelsbyggeforening i Odense.

Nu handlede det om at få bygget nogle boliger, og det krævede støtte fra Odense Kommune. Egentlig var kommunen ikke forpligtet til at give en hjælpende hånd, men byen led hårdt under savnet af boliger, og så kunne man godt hjælpe, selv om man som udgangspunkt mente, at det var et privat anliggende.

Det var den allestedsnærværende Marott, der tog sagen op i byrådet. Der var efter hans opfattelse to måder at løse problemet på. Enten kunne staten og kommunen tage et initiativ, eller også kunne foreninger som Arbejdernes Boligforening tage affære. Det endte med, at boligforeningen fik kommunal støtte, da man solgte et stykke jord ved Store Glasvej, Ørstedsgade og Kanslergade til en meget billig pris.

Arbejderboligerne indeholdt toværelses og små treværelses lejligheder, der var ganske typiske for tiden. Til alle lejligheder hørte en lille entré, et wc og et køkken. Der var indlagt vand, gas og strøm.

Blandt de første, der flyttede ind på Store Glasvej, var smedenes formand siden 1905, I. Vilh. Werner. Han var netop også valgt til kasserer, og hans lejlighed i nr. 43 fungerede som fagforeningskontor. Da Werner havde svært ved at klare alt arbejdet selv, hjalp hustruen til. Marie var en dame med bestemte meninger om tingene, og der skulle somme tider krasse midler til, hvis hun skulle klare sig. Men hun fik sat sig i respekt og styrede efter sigende kontoret med fast hånd.

Arbejdernes Boligforening har i dag 14 afdelinger og råder over omkring 1.700 boliger fordelt på etageejendomme i det gamle Odense og række- og gårdhavehuse i Skt. Klemens, Næsby/Kirkendrup og Seden Syd.