Bolbro GIF

 

B0059569

Bolbros håndboldherrer i kamp mod Frederikshavn i 1967, hvor holdets målvogter, Vagn Nielsen, debuterede på landsholdet. Kampen, som Bolbro vandt stort, blev spillet i den nye Odense Idrætshal. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Bolbro GIF

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det begyndte med lidt kvindegymnastik om vinteren på Bolbro Skole. Men snart rykkede mændene ind, og så blev der dannet en egentlig forening. Det var den 31. marts 1937.

Den nye Bolbroforening var en gymnastikforening, men i vedtægterne stod der, at man også samlede interesserede om friluftssport og kammeratligt samvær. Det var dog svært under besættelsen, da der var forbud mod opvarmning af gymnastiksale, og derfor tog man (mark)håndbold på programmet, hvilket gav foreningen et godt rygstød. Og det blev om noget håndbolden, der gjorde foreningen kendt ude omkring. Også selv om markhåndbold visnede hen, og håndbold derefter kun blev spillet indendørs. Det gamle Fyns Forum på Sortebrødre Torv var i mange år håndboldens mekka på Fyn, og senere blev håndbolden flyttet til Kostalden ved den gamle dyrskueplads i Bolbro, før man omsider i slutningen af 1960’erne fik bygget Odense Idrætshal.

Odense stod stærkt på håndboldens landkort i 1960’erne og 1970’erne. I 1971 havde byen hele tre hold i den bedste herrerække, nemlig Stjernen, Tarup-Paarup og Bolbro. Håndboldmændene fra Bolbro GF rykkede i 1960’erne fra Fynsserien til 1. division, og det blev til flere drabelige lokalopgør mod Stjernen og TPI i Odense Idrætshal. Bolbro havde også et hold i 1. division for kvinder.

Foreningen lå lunt i forstaden Bolbro, hvor det boblede med børn og unge. Bolbroklubben var i 1967 Danmarks største håndboldklub med hele 42 tilmeldte hold. Også sportsligt høstede klubben frugterne af et stort ungdomsarbejde.

De rødblusede Bolbrospillere fik et par sæsoner i landets fornemste række, før rutsjeturen ned gennem rækkerne begyndte. End ikke en fusion med Odense KFUM’s håndboldspillere i 1978 kunne stoppe nedturen. Blandt de stjerner, der funklede i Bolbros velmagtsdage, var målmanden Vagn Nielsen. Han havde vogtet målet på klubbens bedste hold siden 1961, hvor klubben endnu spillede i Fynsserien. I 1967 blev han første gang udtaget til landsholdet, og siden trak han adskillige gange i nationaldragten, ligesom han var med ved De olympiske Lege i München i 1972. Også Irma Rasmussen (Gemse), der til daglig vogtede målet for det bedste kvindehold i Bolbro, nåede at komme på landsholdet.

Klubben holdt i disse år til i Kostalden, som var blevet ledig efter indvielsen af Odense Idrætshal. Kostalden var dog ikke optimal, og derfor flyttede klubben i 1978 til den nye Bolbrohal. Sportsligt havde Bolbro dog mere end svært ved at blive hængende i toppen af dansk håndbold. Det gjaldt også byens andre traditionsklubber.

I dag er Bolbro GIF en livskraftig og flerstreget forening, hvor der dyrkes badminton, fodbold, gymnastik og håndbold.