Dalum Landbrugsskole

 

26 - 2

I mellemkrigsårene havde Dalum Landbrugsskoles Mejeri flere mælkevogne, der leverede mælk til forskellige af Odenses kvarterer. Billedet her er fra en gang i 1930’erne (Stadsarkivet).

 

Våben i mejeriets skorsten

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Under den tyske besættelse fungerede Dalum Landbrugsskole som våbendepot og flygtningecenter. Landbrugsskolen, der begyndte undervisningen i 1886 i de bygninger, som tidligere havde dannet rammen om Christen Kolds højskole, fik dermed sin egen historie under besættelsen.

Gennem det meste af besættelsen kørte undervisningen på både landbrugs- og mejeriskolen videre uden større forstyrrelser. Den 5. marts 1945 kom krigen helt tæt på, for da blev størstedelen af skolen beslaglagt. Strømmen af tyske flygtninge væltede ind over de danske grænser, og godt 300 tyske flygtninge rykkede ind på skolen. Eleverne måtte finde andre steder at bo. Undervisningen fortsatte dog, og ”tyskerne generede ikke direkte … ud over den bevidsthed, vi havde om, at det var fremmede, påtvungne gæster, der sad derovre på værelserne og ikke vore egne elever”, konstaterede forstander Johs. Petersen-Dalum.

Da den britiske radio om aftenen den 4. maj udsendte befrielsesbudskabet, var Petersen-Dalum noget skeptisk. Han ringede derfor til Odense for at få en bekræftelse. En behjertet person stak telefonrøret ud ad vinduet, så forstanderen med egne ører kunne høre jubelen fra de tusinder af odenseanere, der strømmede ud på gaderne. Den sidste tvivl var fjernet. Danmark var atter frit, og skolens elever skyndte sig ind til byen for at være med i jubelen. Det blev ikke til megen søvn den nat.

Sent på aftenen mærkede forstanderen, at noget var i gære, og næste morgen stod en flok svært bevæbnede unge mænd i skolens gård. Frihedskæmperne var blevet samlet i løbet af natten, og snart lød der skud bag skolen. Det var heldigvis ikke andet end skydeøvelser, og alle modstandsfolkene fik snart serveret havregrød og morgenkaffe i spisesalen. Forstanderen holdt også en højtidelig takketale, inden modstandsfolkene skulle ud på opgaver.

Det viste sig nu, at flere af skolens lærere og elever havde ført et dobbeltliv, hvor de om aftenerne og nætterne var aktive i modstandsbevægelsen. Flere elever havde opholdt sig på skolen under dæknavne, ja nogle af dem var hverken landmænd eller mejerister. De var blot modstandsfolk, og forstanderen indrømmede selv, at der havde været flere, end han vidste.

I kredsen af modstandsfolk, der i befrielsesdagene viste sig med armbind og hjelm, var som nævnt flere af skolens lærere og elever. Det gjaldt ikke mindst lærer Vagn Fog-Petersen, der var chef for modstandsbevægelsens 5. kompagni i Odense. Han var ansvarlig for, at der var gemt våben på skolen – blandt gemmestederne var en gammel skorsten i mejeriet. Også det var foregået, uden at man havde indviet Petersen-Dalum i det. Vagn Fog-Petersen blev i øvrigt i 1953 Petersen-Dalums efterfølger som forstander for skolen.