Dansk Kvindesamfund

 

b0100130

Skoleklasse fra Vestre Skole engang i begyndelsen af 1900-tallet. Stående yderst til højre lærerinde Anna Lohse, der var aktiv i Dansk Kvindesamfund i Odense fra oprettelsen i 1890 (Stadsarkivet).

 

125 år for kvinders rettigheder

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

For mere end 100 år siden fik Danmark en ny grundlov, og landet fik for første gang noget, der lignede et rigtigt demokrati. Indtil da havde det ene køn, nemlig kvinderne, været udelukket fra at stemme til Rigsdagen.

Kampen for kvinders stemmeret tog for alvor til sidst i 1800-tallet, og blandt dem, der deltog i debatten, var Dansk Kvindesamfund. Odense fik – ligesom de fleste andre større byer – sin egen lokalafdeling af kvindesamfundet. Det skete den 9. juni 1890 ved et møde i Håndværker- og Industriforeningens sal på Albani Torv – altså for mere end 125 år siden.

Fyens Stiftstidende syntes åbenbart ikke, at oprettelsen var noget at skrive om, og en anden af byens aviser, Fyens Avis, var ikke sen til at gøre sig morsom over den nye forening. Det var næsten kun socialister og ”den helt unge dameverden”, der var mødt frem, mente avisen. Så havde avisen antydet, hvilken slags kvinder der kom til den slags! Hovedtaleren, Johanne Meyer fra Kvindelig Fremskridtsforening i København, holdt en tale, der vistnok faldt i god jord hos de tilstedeværende socialister. Den lokale lærerinde Frida Schmidt, der var en af de lokale frontløbere, høstede ifølge avisen også megen anerkendelse hos socialisterne, da hun talte om de mænd, der havde røvet manufakturhandelen fra kvinderne, men da hun hævdede, at kvinder også burde have ret til at være sadelmagere og skomagere, stejlede socialisterne.

Efter en times tid blev alle mænd opfordret til at forlade mødet, så kvinderne kunne indmelde sig. ”Herrerne gik – og tog så at sige alle damerne med sig”, lød avisens sidste bredside.

De tilbageblivende 34 kvinder lod sig ikke kyse og dannede foreningen, der politisk var nært knyttet til byens friskolebevægelse og de grundtvigske kredse. Den første formand blev lærerinde Anna Lohse, og de fleste medlemmer var ligeledes ugifte, selvstændige kvinder. Det gjaldt også Frida Schmidt. Hun var lærerinde ved friskolen i Nørregade og gjorde sig bemærket, da hun ved valget til Folketinget i Odense 1890 bad om ordet. Det nægtede dirigenten, borgmester Koch, dog kategorisk, hvad der senere indbragte ham en næse fra et folketingsudvalg. Ved de følgende valghandlinger kunne kvinder nok få lov at tage ordet, men de kunne stadig ikke stemme.

Dansk Kvindesamfund kæmpede for kvindesagen helt generelt, og de emner, foreningen forsøgte at sætte på dagsordenen, var blandt andet problemer omkring ægteskabet – specielt kvinders retslige stilling, kvindernes uddannelse og arbejde, opdragelse af piger, prostitution og andre samfundsspørgsmål som afholdssagen, fredssagen og sociale forhold.

Dansk Kvindesamfund diskuterede også kvinders stemmeret og valgbarhed og kom dermed ind på et felt, hvor Odense allerede havde en forening, der havde det som formål, nemlig Kvindevalgretsforeningen. Den var stiftet i 1889, men de to foreninger blev lagt sammen i 1893. Efter systemskiftet i 1901 fik kvinderne lidt efter lidt stemmeret, i 1903 til menighedsråd, i 1908 til byråd og sogneråd og i 1915 endelig til Rigsdagen.