Rågelund Børnehjem

 

b0051718

Drenge på børnehjemmet i Raagelund, fotograferet i oktober 1949, da der var udbrudt brand i en af bygningerne på stedet (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Drengehjemmet i Rågelund

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Børnehjemmet Rågelund Drenge- og Lærlingehjem er et af de børnehjem, der er nævnt i Godhavnsrapporten.

Rågelundhjemmet blev oprettet i 1882, da Hans Hansen og hustruen Ane Kirstine købte Bækstedet og fik det indrettet til et hjem for vanskeligt stillede børn. Han havde tidligere været fattiggårdsforstander i Marslev og reagerede mod, at børn blev anbragt sammen med voksne fattigfolk.

I 1907 afhændede Hans Hansen imidlertid børnehjemmet til Jeppe Jensen, der havde været forstander på Seden Enggård. Den nye forstander medbragte en stor børneflok, og forstanderens økonomi hang uløseligt sammen med institutionens. Det betød, at der blev sparet på alt, hvad børnehjemsbørnene angik. Forstanderens familie fik selv sødmælk, mens børnehjemsbørnene fik skummetmælk og ingen sukker på havregrynene.

Blandt dem, som voksede op på Rågelund, var Svend Nielsen, der kom til hjemmet som treårig i 1910. I sin erindringsbog fortæller han om livet på Rågelund. Drengene sov på sovesale. Der var en for de mindste, der var 5-7 år, en for de skolesøgende mellem 7 og 14 år og en for drenge over 14 år. Der herskede militær disciplin. Drengene sov med tæpper frem for dyner. Om natten måtte børnene tisse i en spand, der stod på gangen mellem sovesalene, mens hvis en dreng ikke nåede det og tissede i sengen, ja så vankede spanskrøret i den bare ende på forstanderens kontor. ”Når jeg om aftenen skulle falde i søvn på den store sovesal, sov jeg ind med angsten for at vågne med en våd plet på lagenet”, fortæller Svend Nielsen, der selv senere blev forstander på hjemmet. Sengevæderne skulle hver morgen vise lagenet frem til godkendelse, når det var redt så stramt, at der ikke var en fold at se.

I 1917 blev børnehjemmet solgt til Herman Høper. Blandt dem, der husker Høper, er Leif Vilhelm Nilsson, der boede på hjemmet 1940-1951, og han har ikke meget godt at fortælle om den nye forstander. Omvendt skrev avisen, da den i 1932 besøgte hjemmet, at forstander Høper, der ligesom flere af hans forgængere blev kaldt ”plejefar”, var en stor børneven og en ”sjælden dygtig og forstående børneopdrager, der fast og myndigt og dog kærligt leder hjemmets daglige drift”.

For Leif Vilhelm Nilsson var det en mindeværdig dag, da Rågelund i 1944 fik ny forstander. Pludselig var der sukker til havregrøden og sødmælk i blikkrusene.

Disse tegn betød begyndelsen på en ny epoke for børnene. Forstander Svend Nielsen var vendt tilbage til det børnehjem, hvor han selv var vokset op. Børnene fik lov til at kalde ham ”onkel”, hvilket betød, at de nu kunne færdes i byen uden at skilte med deres ydmyge status som forældreløse.

Igennem årene har Rågelund ændret status flere gange. Først var det børnehjem, så drenge- og lærlingehjem og senere skolehjem. Fra 1989 har bygningerne været brugt til efterskole for ordblinde.