Karantæne i Himmerigsløkken

b0021187d

Odenses karantænehus ved Unsgaardsgade fotograferet 1905. Huset blev sidst i 1930’erne indrettet til Odense Kommunes første vandrehjem. Senere blev stedet brugt af DUI, og i 1993 åbnede en daginstitution på stedet (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Ingen er for nylig kommet i karantæne i Himmerig, men det gjorde man i 1800-tallet. Baggrunden var, at Odense i begyndelsen af 1800-tallet var blevet en havneby. Den nyudgravede kanal gav dengang som noget nyt byen direkte forbindelse med de syv verdenshave. Men det gav også frygt for, at søfolkene bragte smitsomme sygdomme til Odense.

I 1880 fik Danmark en ny lov, der skærpede kontrollen med de skibe, der anløb danske havne. Alle med smitsomme sygdomme skulle straks i isolation og omgående behandles. Det drastiske skridt kom, efter at en voldsom koppeepidemi havde hærget i London, og en koleraepidemi var brudt ud i Sydfrankrig. I første omgang indrettede man det såkaldte Tømmermandshus ved kanaldæmningen – hvor Odense Å og den gamle kanal mødtes – til et isolationslokale, men lokalet var i længden ikke godt nok.

Derfor gik myndighederne på udkig efter et ”enligt beliggende hus til isolering”. Blikket faldt på Kræmmermarken, nærmere bestemt i den østlige del af Himmerigsløkken – hvad kunne være mere passende? Her opførte man et karantænehus efter tegninger af arkitekt W. Petersen.

I sommeren 1885 stod karantænehuset på den nuværende Unsgaardsgade færdig. Det havde ni værelser, desinfektionsovn, ligstue og bolig for det ægtepar, der var knyttet til huset. De nød fri bolig, mod at de holdt opsyn med bygninger og inventar. Ægteparret passede også – mod betaling – desinfektionsovnen, når der var patienter. Hustruen skulle i øvrigt være uddannet i sygepleje, så hun kunne stå klar, når der kom patienter, ligesom hun sørgede for maden.

Gennem årene blev karantænehuset brugt under forskellige småepidemier, herunder også difteritis-, fnat- og skarlagensfeberepidemier – kortvarigt i 1920’erne fungerede huset også som husvildebolig.

Fra 1931 blev Karantænehuset også brugt som vandrerhjem. Tiden var efterhånden løbet fra huset. Det var forældet. Den moderne lægevidenskab satsede mere på forebyggende foranstaltninger, det vil sige isolation af folk, som viste begyndende tegn på smitsomme sygdomme, og derfor ville byens læger hellere have opført en isolationsafdeling ved Epidemisygehuset. Her skulle være 10 værelser, alle med bad. Idealet var en afdeling, som var indrettet med småstuer og lagt således, at både patienter og sygeplejersker blev holdt isoleret fra andre patienter.

Sygehuset ville også nedlægge de andre fynske karantænehuse i Bogense og Kerteminde og i stedet sende patienterne til Odense. Umiddelbart var odenseanerne betænkelige ved at gøre Odense til midtpunkt for al behandling af smitsomme sygdomme: ”Byrådet må nemlig anse det for yderst uheldigt og urimeligt at udsætte byens indvånere for den uhyggestemning, der let kan skabes, når den i byens midte beliggende sygeafdeling gøres til central” for patienter af denne type.

Og hvad nu, hvis der kom nye koppetilfælde? Hvor kunne de blive isoleret – man ønskede jo ikke kopper på Epidemisygehuset? Derfor puslede byrådet med planer om et nyt karantænehus for søfolk ved Gabet.

Da sundhedsmyndighederne endeligt forlod karantænehuset, blev det omdannet til vandrerhjem, Odense Vandrerhjem, og som sådan fungerede det i en årrække.