Kasernens gymnastiksal

b0024989c

Soldater fra 16. batallion, 4. kompagni, har gymnastiktime i eksercerhuset ved Odense Kasernen i 1911 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Nederlaget ved krigen i 1864 nødvendiggjorde ændringer i forsvarets organisation, og Krigsministeriet – som det hed dengang – meddelte året efter, at Odense for fremtiden ikke skulle være garnisonsby. Det fik byrådets forgænger, borgerrepræsentationen, op på mærkerne, og man sendte straks en deputation til København for at lave lobbyarbejde.

Krigsministeriets modsvar blev hurtigt, at hvis byen ville gøre sig forhåbninger om en garnison i fremtiden, krævede det en nybygget kaserne. Det lod borgerrepræsentationen sig ikke sige to gange. Den gav nærmest med det samme løfte om ”en smuk solidt grundmuret kaserne, tre etager høj og med kælder under alle bygninger … på et sundt sted i eller umiddelbart op til Odense”.

Løftet skulle ganske vist ikke indfries straks, men hærordningen fra 1867 inkluderede både ryttere og fodfolk i Odense, dog afhængig af, hvilke tilbud byen gav om lokaler. Lobbyarbejdet havde med andre ord givet resultat.

Da hærordningen blev rullet ud, viste en opgørelse, at byens militære enheder var spredt på 10-15 forskellige adresser rundt om i byen. Helt tåbeligt var det, at man benyttede et eksercerhus i den nordligste del af Nørregade, mens Eksercermarken lå, hvor kasernen senere blev bygget.

Det første konkrete resultat af byggeplanerne blev eksercerhuset eller gymnastiksalen. Da finansloven fra 1870 rummede midler til at leje et eksercerhus, gik det stærkt. Forsvarsmyndighederne skrev til byrådet i begyndelsen af juli. Den 30. juli blev kontrakten underskrevet, og den 1. december 1870 var gymnastiksalen ud til Faaborg Landevej eller Heden – datidens navn for Sdr. Boulevard – klar til brug, mageløst hurtigt, men forklaringen var blandt andet, at de foregående år havde været brugt til planlægning. Den unge arkitekt Carl Lendorf, der i 1864 havde slået sig ned i Odense, stod for tegningerne, mens lokale håndværkere med tømrermester Berthelsen i spidsen, stod for arbejdet. Der blev ikke ruttet med pengene, og bygningen var i begyndelsen kun forsynet med et stampet lergulv.

Den 29. oktober var der rejsegilde. Avisen betonede, at selv om man talte om et eksercerhus, var der tale om en gymnastiksal. Det stod straks klart, at salen kunne stilles til rådighed for andre, når militæret ikke selv havde brug for denne. Udstillinger og valghandlinger var noget af det, man forestillede sig det store rum kunne bruges til, men også skoler og foreninger kunne være have fornøjelse af stedet, når det stod tomt.

Arkitekt Lendorf fik flere opgaver i de følgende år: Klaregades Skole, garnisonssygehuset i Albanigade og hans bankbygning på Flakhaven eksisterer ikke mere. Til gengæld er f.eks. Frimurerlogen i Albanigade og væsentlige dele af Rytterkasernen samt Sukkerkogeriet resultater af hans arbejde i Odense.

Gymnastiksalens opførelse blev det første skridt i en lang kæde, som frem til 1890’erne skaffede Odense to store kaserneanlæg – begge bygget for kommunale penge. Staten sad med de bedste kort på hånden og vidste at udnytte det.