Kighoste helbredt under flyvning

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Før flyveturen med kighostepatienter den 27. april 1946 var det tid til fotografering. Som nr. 1 fra venstre ser man radiotelegrafisk Sejrø med drengen Erik, Karsten Petersen, flyverløjtnant Simonsen, direktør Sparre med Alice Madsen og Poul Henning. Overassistent Larsen med den yngste deltager, den 1-årige Irene Bluhm og fru Bluhm med Irenes bror Jørgen. Yderst til højre læge Astrup, der førte tilsyn med patienterne under flyvningen (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

I 1940’erne og 1950’erne var mange børn plaget af kighoste – også kaldet falsk strubehoste. Derfor vakte det opsigt, da man opdagede, at sygdommen kunne lindres og måske helbredes under en flyvetur. Den smitsomme kighoste, der er en luftvejsinfektion, ramte ofte børn, men også voksne var udsatte. Symptomerne var kraftige hosteanfald efterfulgt af en hylende vejrtrækning og eventuelt opkastning.

I Norge havde man opdaget, at en flyvetur på et par timer i 3.000 meters højde slog bakterierne ihjel, hvorfor en flyvning i store højder i mange tilfælde havde en gavnlig indflydelse på kighostepatienter. Efter norsk forbillede begyndte redningskorpset Zonens ambulanceflyvere derfor fra 1946 at lave såkaldte kighosteflyvninger, og de gennemførte i de følgende år et betydeligt antal flyvninger.

Den 27. april 1946 fløj det danskbyggede tomotorers ambulancefly af typen KZ-IV sine første kighosteflyvninger fra Beldringe Flyveplads. Seks patienter kom på en times flyvetur, fem børn og en voksen. De var alle så medtagede af kighoste, at man havde fundet det bedst at lade dem prøve en kur i luften. De fem børn, der kom fra tre hjem, blev tidligt om morgenen kørt i ambulance til flyvepladsen, og før kl. 10 var flyet klar til at gå i luften. Under flyvningen var patienterne selvfølgelig under lægetilsyn.

Turen op i 3.500 meters højde kostede almindeligvis 300 kr. – på en tid, da en faglært arbejder tjente lidt under 3 kr. i timen – men der var dog mulighed for, at mindrebemidlede kunne få turen billigere. Efter halvanden time landede flyet igen i Beldringe. ”Det var interessant og morsomt at konstatere, at kighostepatienterne højt oppe i den tynde luft lidt efter lidt følte en stærk lettelse i åndedrætsorganerne, og man må nu håbe, at virkningen vil holde sig”, skrev Fyens Stiftstidende dagen efter.

I april 1946 var Zonens ambulanceflyver i Odense for at flyve med kighostepatienter. I dag er kighoste ikke så udbredt og under coronaen har der oven i købet været endnu færre tilfælde af den smitsomme luftsvejssygdom (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

De næste måneder vendte Zonen tilbage med flere kighosteflyvninger, men det krævede godt og klart vejr, hvis flyet skulle lette, og vejret drillede flere gange. Efter en flyvning i juni skrev avisen om en lille pige, der var blandt de udvalgte passagerer. Hun var hårdt angrebet ved flyvningens begyndelse og havde tre hosteanfald i timen. Ni børn var i luften i halvanden time, og lægen Knud Larsen fulgte med maskinen som tilsynsførende. Pigen oplevede straks lindring. Allerede nogle timer efter flyvningens afslutning kunne forældrene meddele Zonen, at hun kun havde haft et anfald i løbet af tre timer. Familien var naturligvis henrykte over, at flyvekuren havde hjulpet. Ifølge lægen var der endda gode muligheder for, at tilstanden ville forbedres yderligere. Hvorvidt forbedringen holdt sig, meldte historien ikke noget om.

I dag er kighoste heldigvis en relativt sjælden gæst; det skyldes dog ikke flyvninger, men derimod vaccination. Før 1961, da kighostevaccinen blev indført, blev op mod 75% af alle danske børn smittet med den bakteriebårne sygdom, der smitter ved dråber (som f.eks. nys eller hoste). Der døde årligt ca. 10 børn af kighoste, og jo yngre de smittede var, des farligere var sygdommen.