af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Gennem 1800-tallet blev Danmark ramt af flere epidemier, der kostede mange døde. Det gjaldt blandt andet den store koleraepidemi, der hærgede landet i 1853-54. Allerede fra 1830’erne rasede en asiatisk kolera mange steder i Europa og hjemsøgte blandt andet Hamburg og Stockholm, men med skrappe bestemmelser om karantæne og blandt andet vagter ved grænsen lykkedes det dengang at holde Danmark fri for smitten.
Helt anderledes gik det i 1853. I juni kom koleraen til København, og i de følgende måneder blev over 7.000 syge. Næsten 5.000 af dem døde. Der blev iværksat isolation af byen og oprettet særlige nødhospitaler, men lægerne havde ikke effektive midler til at helbrede de syge. Trods karantænereglerne var der smittede, der spredte sygdommen til andre dele af landet, fortrinsvis købstæder, der stod i hyppig søværts forbindelse med hovedstaden. På Fyn gjaldt det Svendborg, hvor en syg sømand ankom til Thurø den 24. juli. Inden længe blev et par hundrede mennesker syge, og 97 døde.
Den hyppigste smittevej var gennem urent vand, og derfor blev det formentlig Odenses redning, at der netop var blevet åbnet et vandværk på den stadig anvendte grund ved Vandværksvej. Det rindende vand var en stor hygiejnisk forbedring. Vandet blev nu transporteret til og fra værket i støbejernsrør, der erstattede de hidtidige utætte og til tider meget ulækre trærender. På selve vandværket blev vandet filtreret gennem store sandfiltre, og dampmaskiner sørgede for, at vandet kunne føres direkte ind i husene, i stedet for at det skulle hentes ved vandposter anbragt rundt om i byen.
I det gamle system havde der til stadighed været klager over vandets kvalitet. Det nye værk var utvivlsomt et stort fremskridt og blev hurtigt efterlignet i andre byer.
Odense Vandværk åbnede i foråret 1853 – samme år som Odense også fik et gasværk – og det var god timing, da koleraen ramte i løbet af sommeren. Byen slap med ganske få dødsfald nådigt fra epidemien. Da sygdommen rasede på sit højeste, drak odenseanerne rent drikkevand fra de nye vandledninger. Vandværkets engelske sandfiltre var bakterietætte, og når vandet havde passeret dem, var det praktisk talt sterilt.
Stiftsfysikus (embedslæge) Emil Aarestrup fandt i alt 18 tilfælde i Odense. De var isoleret til tre grupper. Den 29. juli fandt han sygdommen hos en kone og hendes 11-årige søn, der begge dagen før var kommet fra Aarhus, som havde været ramt i nogen tid. Kvinden døde.
En måned senere døde en dreng i det sydlige Odense af koleraen. Han var blevet smittet af en smedesvend, netop hjemkommet fra København. Smitten bredte sig til andre i familien og til naboer. Smedesvenden blev bragt til Gråbrødre Hospital og smittede her fire andre patienter. Endelig blev en mand nær Ejby Mølle smittet, formentlig fordi han var i kontakt med skibe fra København og Aarhus.
Om Odense 